Det var min klub først

Af Katrine


Da jeg sidste fredag hørte Unga Bunga-hyldest til ære for Kjeld Tolstrup (Hvil i fred, også i aften er Gud en DJ), besøgte Rosa Lux studiet og spillede sangen "Min Klub Først".
Tillad mig at citere:

"Det var min klub først

Det er mit beat

Det er mit liv du danser til 

Det var min klub først

Det er som om her var sjovere før du kom

Det var lige her alle var

Vennerne i byen

Nu er det dig det hele handler om 

Du er så cool

Jeg er tom"

Det betød at jeg brugte fire timer i intercitytog mod hovedstanden samme aften, hvor jeg ikke hørte andet end der her sang, de her linjer, og det her behagelige åndedræt, der aede mig bag øret og fik mig sovende gennem land & rige. 

Selviscenesættelse er noget jeg, du og vi møder hver dag og helst et par hundrede gange i løbet af hver enkel. Og jeg må give både Li-Maj, Hanne og Nynne ret. Jo, jeg vil gerne hvile i mig selv og blive der, jo, jeg vil gerne skeje ud og te mig og gøre ved og jo, jeg higer også efter et eller andet, om jeg vil det eller ej, som jeg ikke har - jeg er umættelig, jeg er grådig og utrolig egoistisk. 

I kender følelsen af at lige netop nå ind af metroens eller S-togets døre, inden de klapper sammen. I min verden er det et meget godt billede på den her generation, X-Y-globalisering-håbløs-elektronisk-cup-cake-smart-hip-indie. Vi vil med, og vi vil have klubben for os selv. Det skal være mit sted, og den eneste måde jeg kan manifestere dét, er ved at iscenesætte mig selv. 

Så når jeg hver morgen cykler hen til den her grå kasse af en skole, kan jeg se omkring 900 andre scener, nogle større, nogle mindre. Men alle er de der, og vi står og danser hver for sig til vores beat, til vores liv. 

Spørgsmålet er, om jeg er tom, og du er cool, eller om jeg er cool, og du er tom. 

Svaret fik jeg i en filosofitime i dag, hvor Aristoteles belærte os om bystaten og fællesskabet som det ypperste. Det er ikke nogen nyhed, men den trænger fandeme til at blive genudsendt. 

For god ordens skyld, hermed link til Rosa Lux & Albertes Min Klub Først: 

http://www.youtube.com/watch?v=5sM666pWJ0k

Svar på tiltale (eller noget der ligner)

Af Nynne
Sikke en god drejning emnet har taget. Og superfedt, at der er flere der føler at de må komme med deres mening. Jeg kommer også lige med en kommentar - egentlig var jeg begyndt at skrive den i kommentarfeltet, men det greb lidt om sig, så værsgo:

Med hensyn til Beckwerkets forsvindingsnummer ser jeg det fra mit (relativt nyfødte) kunsthistoriker-synspunkt således:
Han har netop vundet, ved at skabe debat om identitet. For mig står det rimeligt klart, at det har været den bagvedliggende tanke at tematisere og problematisere identitet og ophævelsen heraf. Og det gør han jo enormt effektivt!

Er det det sidste vi hører til ham? Jeg tror det næppe. Mon ikke han vender tilbage i ny forklædning? At bruge sin egen identitet som medie er et spændende, effektivt og til tider provokerende greb, som man med de rette midler og den rette iscenesættelse kan drive til noget stort. Das Beckwerk gør det jo så gennemført som muligt, nærmest kompromisløst.

Jeg tænker også på Kristian von Hornsleths Afrikanske landsby (han betalte størstedelen af indbyggerne i en fattig, Afrikansk landsby et dyr for at tage hans navn) - her bliver identitet også et tema. Debatten gik dog mere på det etiske aspekt. Hvad kan man tillade sig i kunstens navn? Det giver jo en ret ubehagelig bismag af slaveri, når en vestlig mand betaler for magten over andre menneskers identitet (forudsat at denne ligger i navnet).

For lang tid siden diskutterede vi på mit studie et værk, hvor en kunstner (og her burde der jo virkelig være namedropping, men min hukommelse ligger stadig og sover derhjemme) havde betalt en gruppe sorte mænd for at få afbleget deres hår. Så bestod værket i, at mændende ophold sig i et gallerirum og så kunne de fremmødte gå rundt der og fundere over deres egen reaktion - for det første er det altid et effektivt greb, når en kunstner bruger den direkte konfrontation med et andet menneske som virkemiddel. Som Marina Abramovic, der stilte sig nøgen i døråbningen af et gallerirum, så man måtte kante sig forbi hende og hendes kollega, for at komme ud igen. Desuden var der slaveassociationen. Men også spørgsmålet om hvordan man indkredser begrebet identitet - sidder den i håret? sidder den i navnet?

Jeg er egentlig ikke uenig med Linea Maja og heller ikke med Hanne. Langt hen ad vejen er det nok bare et valg man tager - hvor meget skal konstruktionen af identiteten fylde hos mig? De fleste er nok slet ikke bevidste om at de låner lidt her og der. Det gør jeg sikkert også selv.
Jeg bliver da inspireret af hende på gademode (R.I.P.!) - men jeg ville aldrig komme afsted i kilehæl og lykke li/enhjørninge-hårknold, og stadig føle mig godt tilpas.

Ligesom jeg ikke er hende der danser hele natten og tømmer barskabet til kollegiefesterne. Jeg bliver bare hurtigt træt, når der er mange folk omkring mig. Til gengæld kan jeg fordybe mig i nogle andre ting. Sådan er det bare. Hvad jeg mente i mit oprindelige indlæg var, at for mit vedkommende giver det meget mere mening at vedkende mig de karaktertræk i stedet for at presse mig selv til ting, jeg egentlig ikke har lyst til, om det så er for at finde mig til rette i en kasse eller ej. Sådan er vi jo så forskellige og hurra for det.

Og at det skulle være en håbløs, naiv og romantiseret holdning, er jeg egentlig ret enig i. Jeg er generelt ret romantisk - jeg er tilmed socialist. Mit udgangspunkt er nok troen på accept. Men omvendt er det da også rigtigt, at man tilpasser sig til forskellige omgangskredse. Mere alvorligt skal det heller ikke tages - jeg er også en anden på studiet, end hos familien, på arbejdet, med vennerne, og så videre. Men inspireret af en diskussion med en god ven, vil jeg prøve at forklare det med, at det er lettere at forholde sig til folk, der er ærlige. Det er en svær tanke, at formulere, men humlen må være at man er hvem man er og så må folk kunne lide det eller ej. En tanke jeg stadig forsøger at inkorporere i min forståelse af verden. Det er også grunden til, at det er svært for mig at formulere og forklare. Men her var et bud.

Men fortsæt endelig debatten! Det er fedt at læsere kommer med deres meninger, så bliv ved med det, enig eller uenig.

Amalie Fra Paradise og Claus Fra Beckwerk

af Hanne

Du tror det måske ikke, men den mand, der engang hed Claus Beck Nielsen, og den pige, der lige om lidt hedder Amalie Birchethy, har faktisk en hel del tilfælles.

Imens Amalie havde sex for åben skærm for at blive kendt, så var Claus i fuld sving med at slå sig selv ihjel for at blive ukendt. De har altså begge en ambition om, at der skal ske noget med deres identitet.
De trækker begge på selviscenesættelsen for at skabe et bestemt selvbillede - og det morsomme er, at Claus' projekt bliver realiseret af Amalie, mens Amalies projekt realiseres af Claus...

Amalie vil være kendt, hun vil være den, vi snakker om, mens Claus vil være den, vi ikke snakker om. Måske kunne man være så fræk at påstå, at vi i høj grad går rundt og snakker om Claus og hans ikke-væren, mens vi faktisk er ret ligeglade med Amalie og hendes evige tilstede-væren.

Måske kunne man sige, at i kraft af Amalies ikke-kunnen, så opløses hendes identitet, og hun bliver én i mængden, endnu et pop-idol, endnu en halv-dårlig døgnflue, mens Claus og hans faktiske kunnen, hans finurlige take på identitet, gør, at han ikke kan undgå at blive bemærket.

Maja mener, at vi skal bruge selviscenesættelsen til at udvikle os, mens Nynne mener, at vi skal lægge selviscenesættelsen væk og i stedet være ærlige originaler. Jeg mener - respektfuld - noget helt andet; nemlig at selviscenesættelse og selvbilleder ikke er størrelser, man bare sådan kan manipulerer med.
Amalie råber "Se på mig - kend mig" med det resultat, at vi ikke gider kende hende, og Claus råber "Se væk - kend mig ikke" med det resultat, at vi vil kende ham.
Vi ser igennem både Amalies og Claus's forsøg på at manipulere deres selvbilleder; de prøver begge at skabe en illusion, at sætte dem selv i scene, men både hos Amalie og hos Claus gennemskuer vi straks det, de gør.

Selviscenesættelsen er altså ikke en magisk genvej til det vi gerne vil eller ikke vil være.
Vi bliver ikke overbevist af hverken Claus eller Amalie, fordi de begge gør vold på deres selvbilleder. Amalie kan ikke overbevise mig om, at jeg skal kende hende, fordi hun ikke har noget at blive kendt for. Claus derimod har tydeligvis noget at have kendtheden i. De forsøger altså at strække deres selvbillede ud i det utroværdige. Det, som både Amalie og Claus vil have os til at tro, ligger så langt fra det, vi oplever som sandheden, at vi afviser de billeder, de skaber for os.

Så hvis man, som Nynne, efterhånden er lidt træt af den evige selviscenesættelse, så kan det måske være en trøst, at der trods alt er en smertegrænse for, hvor meget man kan manipulerer med ens personlighed.

(For god ordens skyld, så skal der ønskes tillykke til Amalie, som for nylig er blevet gift, og sendes en opfordring til Claus Beck Nielsen, om at melde sig til næste sæson af Paradise Hotel)

Lad som om du er en anden;

Af Linea Maja

Allerførst vil jeg erklære mig enig med den forrige taler. I hvert fald i mangt og meget. Det er bestemt sympatisk at tilstræbe en ærlighed i sin selvkonstruktion; at lade sit selvbillede være sandfærdigt. Imidlertid vil jeg plædere for et stikmodsat og vældigt usympatisk synspunkt; hvor vigtigt det er at lade som om, man er en anden. I den sammenhæng vil jeg henvise til mine tidlige teenageårs bibel, ungdomsbogen En UFO gør entré (er der andre, som har læst & grædt over den?), hvor outsideren Juha er den store Catcher in the Rye-helt:

JUHAS LOV

1. At tale sandhed er at lyve, så folk tror på én
2. At være ærlig er at bluffe, så folk hopper på den
3. Hvis noget ikke kan ses, findes det ikke
4. Hvis noget ikke kan føles, er det ikke sket
5. At forstille sig og være sig selv er én og samme sag
6. Forskellen mellem en oplevet hændelse og en opfunden er bare et spørgsmål om evnen til indlevelse.
7. Det vigtigste er ikke, hvordan et menneske egentlig er, men hvordan andre opfatter det.
8. Det vigtigste er ikke, hvad er menneske egentlig gør eller har gjort, men hvad andre tror, det gør eller har gjort.
9. Et menneske bliver først virkeligt i et andet menneskes bevidsthed

Og til sidst, den måske allervigtigste indsigt:

Det er ikke kun dig, der lader som om. Alle gør det. Måske er du bare bedre til det end de fleste. Så tillykke med dig!

(Kursiveringen er min). Jeg tog ukritisk de lovmæssigheder til mig. Sådan var vi allesammen mere eller mindre som teenagere, var vi ikke? I folkeskolen, eller på LunarStorm, selv i vores dagbøger (bloggens sky, uskyldsrene forgænger – husker I?). Men efter teenagetiden randt ud, begyndte vi at tro mere og mere på, at det nok alligevel var bedst at være sig selv, i én eller anden fast form. Var det en fejltagelse? Måske man også kan blive et bedre menneske ved at forsøge at være en anden, end den man er. At spille komedie og fortrænge sit kendte jeg ved at efterligne andre. Og på lang sigt blive sig selv i en bedre version.
Men hvorfor? Hvordan kan man sådan anbefale at være uærlig? Jo, fordi det er eller kan være et mål at overskride sig selv, at udvikles og vokse. Hvis man først accepterer sig selv fuldt og helt (og hvilken bedrift!), bringer det én i fare for at stagnere i selvtilfredshed; I am what I am, og så behøver jeg ikke at rykke mig videre. “Sådan er jeg bare” bliver lynhurtigt en skråsikker undskyldning for at lade personligheden stå i stampe. Naturligvis kan man så med udgangspunkt i den skudsikre selvtillid, man får af at hvile i sig selv, beslutte sig for bestandigt at bygge videre på sit selvbillede, at blive bedre end sig selv. Det er bare dødvanskeligt at udvikle sig i en stadigt bedre retning, hvis man tager udgangspunkt i sig selv alene: bygger sig op af egne byggeklodser. Vi er (trods alle de senmoderne instrukser, der insisterer på, at mennesket er alene i verden) ret så sociale væsener, der hele tiden bliver til i møderne med hinanden. Det er andre menneskers personligheder, vi må spille bolden op imod.

Hvis jeg vil en selviscenesættelse, der gør mig stadigt bedre, så stjæler jeg med arme og ben fra folk omkring mig. Nej, jeg er bestemt ej heller (ligesom) Chloë Sevigny eller hin nær-mytologiske kvinde, der altid optræder på gademode.dk, men hvis det var personlig stil og visuel selvfremstilling, jeg brændte for, ville jeg skrive hvert eneste af deres tricks & moves bag ørene. Og imitere dem, indtil jeg selv mente, jeg kunne gøre det bedre. For mig personligt er det meget mere oplagt at idolisere skikkelser inden for det litterære miljø, jeg selv flyder omkring i udkanten af; en skønne dag vil jeg gerne være vaskeægte kritiker på egne ben og med mine meningers mod. Men jeg ved også godt, at jeg er en lillebitte fisk, og at masser af andre personager har langt mere erfaring og mere begavede ting at sige om dét digt eller dén teori, og så foretrækker jeg at være musestille og suge al deres viden til mig, i stedet for at lufte mine egne hjemmebagte idéer om poesi og prosa. Selvfølgelig er det langsigtede mål, at man helt vælger og hviler i sig selv. Men ligesom jeg kravlede, før jeg gik, imiterer jeg, før jeg formulerer mine egne trossætninger. Jeg tager andre menneskers manerer og holdninger til mig (og på mig), så jeg kan finde ud af, hvem jeg selv er.

Man klæder sig ud som andre for at komme på sporet af sig selv. Eller man bestemmer sig for, hvem man vil være. Og så lader man som om, man er denne her person, der har dén og dén omgangskreds og er en stor stjerne inden for dét og dét, indtil man en skønne dag opdager, at man er blevet det. Fake it till you make it, for at bruge en skrækkelig formulering.
Den store balancegang består så i, hvordan man holder sig inden for selvudviklingen og ikke slår over i den rene forstillelse. Det er muligt, men ikke ufarligt, at tegne et ideal-selvbillede med stiplede linjer, som man ligeså langsomt kan vokse ind i; så selviscenesættelsen bliver sand. Men at være sig selv og blive ved med at være det på den samme måde er ikke nødvendigvis et mål; det er ikke et spørgsmål om at selviscenesætte sig eller ej, men om at iscenesætte sig nok.

Nyt emne: selviscenesættelse

Af Nynne

Jeg har fået æren af at præsentere vores næste emne her på bloggen. Det er et emne vi alle er interesserede i, eftersom det er evigt relevant for vores generation (x, y, håbløs, mobil, hvad den nu kaldes…).

Emnet er Selviscenesættelse og Selvbilleder.

Det dækker over mange ting. Der var engang, hvor det nok kunne begrænses til ”vil jeg være tømrer, ligesom min far eller vil jeg forsøge mig med noget andet?” eller ”vil jeg være typen der siger sandheden eller tør jeg lyve?”. Okay, måske ikke lige de konkrete overvejelser, men nogle af så fundamental karakter.
Siden er der jo sket meget. I gymnasiet lærte vi i samfundsfag, at vi lever i et senmoderne samfund, der er så fuld af muligheder, at man kan blive helt rundtosset i sin eksistens af at skulle vælge. Det er ikke længere et spørgsmål om hvordan man vil få mad på bordet og tøj på kroppen. Det skal du nok få, hvis du bor i Danmark. Nu er det et spørgsmål om at skabe sig en identitet – og der er frit valg på alle hylder. Jeg kan godt huske den følelse, som lille pige at stå i en slikbutik og pludseligt kunne vælge frit (ikke at det skete ofte, men måske havde jeg tjent penge ved slå græs, noget i den stil). Så står man dér, uden en øvre grænse på 5 kr, og udvalget er pludseligt alt for stort til at man kan overskue og beslutte sig.
Lidt ligesådan var det, da jeg som 13-årig oprettede en arto-profil (grin du bare, du har garanteret også haft en) på skolebiblioteket, i selvskab med min veninde, Anna. Så skulle jeg pludselig skabe et billede af mig selv, som var interessant, men ikke kunstigt, passede ind, men skilte sig ud fra mængden. Efter Arto kom Lunarstom, Skum, Myspace, Blackmarket og nu Facebook. Efterhånden er det blevet mere og mere integreret i identitetsskabelsen at du har en virtuel personlighed, som tit er meget mere veldefineret og udpenslet end den pige, der går på gymnasiets gange. Du kan altid vælge fra og sortere i, hvad du lægger ud, redigere i virkeligheden og vælge, hvordan du vil fremstå. Du kan untagge de pinlige festbilleder og lægge photoshop-filter over den grimme hud. Der er ingen regler.
Jeg kan godt forstå, at to piger har følt behov for at udtrykke sig i Politiken i den forgange uge. Men jeg vil vove at påstå, at hvis du konsekvent foretager dine valg ud fra, hvad der føles rigtigt og forkert, frem for hvad der vil se fedt ud på din profil, vil mavefornemmelsen være meget bedre. Det giver en større ro at give slip på idéen om at være en anden, eller forsøge at stræbe efter at føle sig som Britney, Tavi, Lady Gaga, Chloë Sevigny, Mary-Kate og Ashley, eller hende den smarte, der altid ender på gademode.dk. Come on. Er det virkelig dig?

Min teori er, at ærlighed er dét, der gør dig original og skiller dig ud fra mængden. Alle kan jo få ekstensions, falske bryster, sømandstatoveringer, ironiske overskæg eller rockstar-briller, være blogger (hej selvironi), male billeder, som passer til sofaen, lave kruseduller bag på vejskiltene eller producere lort beklædt med autotune. Den der prøver hårdest, er som regel dem, der virker mindst troværdige. Og helt ærligt – det er satme anstrengende i længden.