Holder hypen? James Blake.

af Emma

Årets roskildeprogram er altid en god icebreaker og en ting, man helt sikkert skal have en mening om. Mange har sagt meget godt om James Blake, som er mest kendt fra coveret af feistnummeret ”Limit To Your Love”. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad han er for en.

Røde uger;

Af Emma

Min rødeste oplevelse er tre en halv uge i et socialistisk diktatur. Tre en halv uge i en verden, hvor ”alle er lige” ikke bare er en grundlæggende filosofisk holdning til tilværelsen, men en helt konkret hverdagsmekanisme.
Jeg har været i Cuba.

Jeg boede sammen med tre generationer fordelt på fem mennesker i en toværelses lejlighed i et betonkompleks i Junco Sur, en forstad til byen Cienfuegos. Der var rindende vand to timer om dagen, typisk mellem klokken 18 og 20. Et par dage, mens jeg var der, kom der ikke vand. Heldigvis var der altid en ekstra tønde i ejendommen, så alle kunne lave mad. Hvis jeg ville have et varmt bad, foregik opvarmningen med dyppekoger.
Familiens møbler var af støbejern, og der var ingen hynder. Det slog mig virkelig, mens jeg var af sted, hvor komfortabelt vi danskere, og vesterlændinge i det hele taget, lever. Der er jo ingenting i vores hjem, som ikke er rart.

I Cuba er alle lige, fordi ingen har adgang til noget som helst. Alle har en bolig og et job, men ingen (stort set) kan få en større bolig eller et bedre job. 99 pct. af cubanerne arbejder i den offentlige sektor, og den procent, som er selvstændige, er underlagt utallige regler og restriktioner. Alle har ris, bønner, rødløg og kål nok til at spise sig mætte, og biografer og teatre og gallerier er åbne og aktive. Uddannelse er gratis, og skolerne specialiserer sig i alt fra ballet til grafisk design til bygningsrestaurering. I fjernsynet kan man lære fremmedsprog hver tirsdag, og man kan også melde sig til gratis kurser i engelsk.

Selvom cubanerne er fattige, har de meget. Uden at romantisere socialismen kan jeg godt sige, at de fleste cubanere er glade. Og at den cubanske kreativitet er overvældende fri og fin. Musikken strømmer virkelig ned ad gaderne og gennem parkerne, de lokale gallerier er fyldt med spændende kunst, og alle cubanere, jeg mødte privat, var varme og imødekommende og interesserede. Ham med de skæve eller rådne tænder smiler lige så stort som hende med colgatesmilet. Hende med dellerne hængende ud under den korte polyesterbluse med ”sexy bitch” i similisten ryster sin krop ligeså vildt til reaggeatonrytmerne som hende, der er som klippet ud af seneste nummer af et glittet mandeblad. Og hvorfor skulle de ikke?

Men samtidig er der mange, især unge, som er vrede. Vrede på et system, som ikke tillader dem at hente viden om verden. Der er internetmonopol hos Etecsa, som sælger internetforbindelsen så dyrt, at ingen almindelige cubanere har råd til at gå online mere end en enkelt gang om måneden. Det er forbudt at have parabol. De cubanske aviser skrives af kommunistpartiet og har ikke en udlandssektion. Alt, der ikke dyrkes eller produceres lokalt, er ekstremt dyrt. Alle unge cubanske mænd skal i militærtjeneste i to år, og alle unge cubanere skal arbejde minimum et år for staten for at betale deres uddannelse tilbage. Så bliver de placeret et sted, hvor staten mangler en ansat – det være sig i et galleri, hvor de skal holde opsyn, eller foran en kirkegård.
Den glasboble, som cubanerne lever i, er af overraskende tykt plexiglas. Ikke ret meget slipper ind. Men de, som har familie i udlandet og får breve, eller de som snakker med turister og ser ulovligt downloadede amerikanske film, de ved, at der findes en verden fyldt med rejser, supermarkeder, international litteratur, ucensurerede nyheder og belønning pr. indsats.
Dem, der ved det, er vrede og føler sig holdt uden for af en regering, som er imod forskelle.

Jeg tror på, at lige muligheder er vigtigere end lige resultater.

Den første gang jeg...

Af Emma

Første gang jeg modtog et kærestebrev, gik jeg i ottende klasse og havde godt hørt de andre snakke om, at Martin fra niende kiggede på mig i frikvartererne. Brevet ankom i februar på valentinsdag og var et stift papkort med mønster i rødt og guld på forsiden, som Martin havde skrevet på og puttet i en hvid kuvert. Det var min mor, der fandt det i postkassen.
Brevet gjorde mig ikke spor glad, kun ubehageligt til mode. Burde mit hjerte banke hurtigere ved synet af hans håndskrift? Havde jeg sendt signaler ud om, at jeg var forelsket? Var det overhovedet muligt at komme ud af hele redeligheden?

En kærlighedserklæring på skrift var ikke min kind of thing i ottende klasse. Jeg var for akavet og nervøs og for lidt forelsket til, at det var en fornøjelse at modtage. I den næste tid var der skruet op for ’er det mig, der er underlig, når jeg ikke kigger efter drenge ligesom alle de andre piger og laver lister over min top 5 af drenge i klassen og chatter på msn med dem fra naboskolen og har sommerfugle i maven dagen lang?’, og jeg var selvsagt nervøs for at mærke Martins blik i nakken, når jeg gik forbi niendes klasseværelse. Det hele skulle helst glemmes og overstås og pakkes langt væk.    

Siden har jeg modtaget kærestebreve, som er blevet læst med sommerfuglene flaksende ud af ørerne. Nogle gange er første gange ikke de bedste – og nogle gange kan ting, som ellers er vidunderlige, gøre mig bange.

Nu skal det handle om forelskelse;

for I will never be out of love. Mit liv er fyldt med mennesker, som jeg er forelsket i. Og det kan godt være, at det lyder som en overdrivelse, men jeg mener det med hud og hår. Jeg er forelsket i mine venner. I hvert fald i nogle af dem. Og det er dét, jeg vil bidrage med til polyfonien som mit introindlæg.

Af Emma

I min verden er det kulminationen af alt, vi kalder køn og seksualitet og tiltrækningskraft og stjernestøv og kriblen og hverdagsmysterium, at vi tiltrækker hinanden og bliver forelskede. Det er den dejligste mekanisme, jeg kan komme i tanker om. Nogle forelsker sig i piger, andre forelsker sig i drenge, og jeg forelsker mig i inspirerende mennesker. Platonisk. Jeg forelsker mig platonisk i inspirerende mennesker.

Mit hjerte svulmer, når jeg tænker på dem. Jeg har samtaler med dem i mine tanker. Når afstanden mellem os er stor, så lider jeg under det og må skrive breve. Den mindste snert af afvisning kan ødelægge mit humør. De betyder det hele, disse mennesker; de er ikke bare bekendtskaber, men noget mere & dybere. Jeg er åndeligt forelsket i dem, og de præger mig og mit liv og min person (mit selv i reference til sidste polyfoniske tema) i mindst lige så høj grad som dem, jeg er sanseligt forelsket i.

Det er mine skæve venskaber, som indeholder denne forelskelse. Eller man kan stille det op således, at de mennesker, jeg forelsker mig i, bliver jeg venner med, og derfor har jeg spøjse venskaber; både ganske gamle og ganske unge venner, som bestemt ikke er på min alder eller på samme sted i livet, som jeg er (en har børnebørn, en anden går i børnehave).  
At et venskab er skævt betyder, at det er virkeligt og vedvarende og solidt. Sådan er det i hvert fald i mit liv. Hvis ikke jeg var forelsket i og hengiven til og interesseret i disse mennesker, så kunne vi lade være med at være venner; det ville ikke være et problem at komme ud af hinandens liv, vi deler hverken vennekreds eller studiested eller for den sags skyld geografisk placering. Alligevel holder vi ved, vi drikker kaffe, skriver breve, sender mails, ringer hinanden op, opmuntres ved tanken om forestående ferier og tid til rigtigt at ses, og vi nyder det hver gang, vi mødes. Vi taler samme sprog og har forstået, at vi gør noget rigtig og smukt ved at ses. Vi ved, at vi kommer fra den samme suppegryde og deles om noget grundlæggende og betydningsfuldt, som jeg ikke har et navn for.

Det var kærligheden, der dengang havde gjort ham stærk og inspireret ham; hans flid havde ikke været andet end en indtrængende bejlen til Narcis, og dennes kærlighed havde kun kunnet erhverves ad agtelsens og anerkendelsens vej [Fra Hesses Sol og måne og ret meget the story of my folkeskolelife]

Om jeg stadig er den unge novice, den forelskede elev så at sige, eller om forelskelsen er gensidig, er der ingen tvivl om; hvis ikke jeg tager kontakt, så gør de. Og derfor er jeg sikker på, helt ind i min inderste blødeste kerne sikker på, at vi er enige. Vi er forelskede i hinanden. Og hvis ikke dét er henrivende og nærmest til at tude over dejligt, så ved jeg ikke, hvad det er.

Den platoniske forelskelse er ikke den eneste forelskelse i mit liv, men det er den mest standhaftige og stærke, det er den der har varet længst, det er den, jeg aldrig kommer til at være out of.

Giver noget af det her mening for jer?