Hverdagspolitisk eller idealistisk?

af Linea

Ét er at være kommet i den stemmefærdige alder, hvor man har mulighed for at sætte demokratiske krydser ved et parti, som i større eller mindre grad modsvarer den farve, som ens politiske solbrilleglas bevirker, at man ser verden igennem. Noget helt andet er hin ungdommelige og umodne præmyndige status, der gik forud for ens 18. år, hvor man kunne være nok så rød eller sort, men desuagtet var så overstrømmende blåøjet, at dette udsyn helt betingede ens politiske verdensanskuelse. Jeg mener; engang var man (i hvert fald jeg) så idealistisk, at det er helt rørende at tænke tilbage på, hvor aldeles ubelastet af realistisk virkelighedskendskab, man var. Dengang man troede på, at man kunne ændre verden fundamentalt, at det var én muligt at gøre den til et bedre sted. Hvor man ville have sendt sin børneopsparing til et afrikansk uland, hvis mor havde givet lov. Eller rejst ud i skoven for at slå sig ned uden for systemet, så man ikke ville bidrage til den store stygge forbrugs- og kapitalmaskine. Eller have revolutioneret hele skidtet, så snart man blev gammel nok til at rykke ud af barneværelset.

Før eller senere bliver man imidlertid realist (av, hvor gør det ondt at skrive). Man køber sikkert stadig økologisk og bæredygtigt, og sørger for at føre en vis livsstilspolitik. Og man stemmer, når man engang hvert andet eller fjerde år bliver spurgt. Men for mit, og sikkert mange andres vedkommende, begynder en række praktiske hensyn at komme foran i prioritetsrækken; der er en uddannelse, der skal passes, eller/og et job, og vennecirkler at pleje og kulturprodukter at holde sig opdateret på. Frem for alt er der en fortfarende selvrealisering at udfolde og optimere. Der er ikke noget galt i, at man tilpasser sig realiteterne og ikke er så skråsikker på, hvordan politisk overbevisning skal føres ud i livet, som da man var 15 (og mor & far sørgede for, at der kom varm aftensmad på bordet). Men nogle gange kunne man måske gribe tilbage til den ungdommelige idealisme, som gjorde én i stand til at sigte højere politisk end mod at få lov at erklære sig rød eller blå eller grøn eller sort ved næste af de ved magten værende i sin tid folkevalgte afstemning, for at rykke lidt rundt i den hverdagspragmatisme, der har det med at indlejre sig i de fleste, når de efterhånden bliver voksne.

Politisk set: hvornår har I sidst opført jer urimeligt idealistiske? Utopistiske? Blåøjede og barnligt naive i forhold til de politiske realiteter? Og er der mon andre, som også nogle gange kan tænke, at det måske ikke er nok at kæmpe for enten det røde eller blå hold, men at noget helt grundlæggende ved systemet burde ændres (og endnu vildere; måske endda kan ændres)? 

Røde uger;

Af Emma

Min rødeste oplevelse er tre en halv uge i et socialistisk diktatur. Tre en halv uge i en verden, hvor ”alle er lige” ikke bare er en grundlæggende filosofisk holdning til tilværelsen, men en helt konkret hverdagsmekanisme.
Jeg har været i Cuba.

Jeg boede sammen med tre generationer fordelt på fem mennesker i en toværelses lejlighed i et betonkompleks i Junco Sur, en forstad til byen Cienfuegos. Der var rindende vand to timer om dagen, typisk mellem klokken 18 og 20. Et par dage, mens jeg var der, kom der ikke vand. Heldigvis var der altid en ekstra tønde i ejendommen, så alle kunne lave mad. Hvis jeg ville have et varmt bad, foregik opvarmningen med dyppekoger.
Familiens møbler var af støbejern, og der var ingen hynder. Det slog mig virkelig, mens jeg var af sted, hvor komfortabelt vi danskere, og vesterlændinge i det hele taget, lever. Der er jo ingenting i vores hjem, som ikke er rart.

I Cuba er alle lige, fordi ingen har adgang til noget som helst. Alle har en bolig og et job, men ingen (stort set) kan få en større bolig eller et bedre job. 99 pct. af cubanerne arbejder i den offentlige sektor, og den procent, som er selvstændige, er underlagt utallige regler og restriktioner. Alle har ris, bønner, rødløg og kål nok til at spise sig mætte, og biografer og teatre og gallerier er åbne og aktive. Uddannelse er gratis, og skolerne specialiserer sig i alt fra ballet til grafisk design til bygningsrestaurering. I fjernsynet kan man lære fremmedsprog hver tirsdag, og man kan også melde sig til gratis kurser i engelsk.

Selvom cubanerne er fattige, har de meget. Uden at romantisere socialismen kan jeg godt sige, at de fleste cubanere er glade. Og at den cubanske kreativitet er overvældende fri og fin. Musikken strømmer virkelig ned ad gaderne og gennem parkerne, de lokale gallerier er fyldt med spændende kunst, og alle cubanere, jeg mødte privat, var varme og imødekommende og interesserede. Ham med de skæve eller rådne tænder smiler lige så stort som hende med colgatesmilet. Hende med dellerne hængende ud under den korte polyesterbluse med ”sexy bitch” i similisten ryster sin krop ligeså vildt til reaggeatonrytmerne som hende, der er som klippet ud af seneste nummer af et glittet mandeblad. Og hvorfor skulle de ikke?

Men samtidig er der mange, især unge, som er vrede. Vrede på et system, som ikke tillader dem at hente viden om verden. Der er internetmonopol hos Etecsa, som sælger internetforbindelsen så dyrt, at ingen almindelige cubanere har råd til at gå online mere end en enkelt gang om måneden. Det er forbudt at have parabol. De cubanske aviser skrives af kommunistpartiet og har ikke en udlandssektion. Alt, der ikke dyrkes eller produceres lokalt, er ekstremt dyrt. Alle unge cubanske mænd skal i militærtjeneste i to år, og alle unge cubanere skal arbejde minimum et år for staten for at betale deres uddannelse tilbage. Så bliver de placeret et sted, hvor staten mangler en ansat – det være sig i et galleri, hvor de skal holde opsyn, eller foran en kirkegård.
Den glasboble, som cubanerne lever i, er af overraskende tykt plexiglas. Ikke ret meget slipper ind. Men de, som har familie i udlandet og får breve, eller de som snakker med turister og ser ulovligt downloadede amerikanske film, de ved, at der findes en verden fyldt med rejser, supermarkeder, international litteratur, ucensurerede nyheder og belønning pr. indsats.
Dem, der ved det, er vrede og føler sig holdt uden for af en regering, som er imod forskelle.

Jeg tror på, at lige muligheder er vigtigere end lige resultater.

Rød uge

Så er der dømt ny måned, ny skribent og nyt tema her på Polyfonisk. I anledning af at det var 1. maj og Arbejdernes Kampdag i søndags, ser vi i denne uge RØDT. Jeg lægger ud med en slags politisk forsvarstale for ikke at være specielt politisk…

af Maja

Jeg må indrømme, at det er med stor bæven og en anelse utilfredshed, at jeg skyder min karriere som skribent her på Polyfonisk i gang med at forsøge at skrive noget, der helst skulle ende med at blive en politisk artikel. Og ikke fordi jeg mangler holdninger til det samfund, der omgiver mig. Tværtimod vil jeg hellere end gerne tage en helt konkret debat f.eks. om point-systemet, nedskæringer i SU’en eller homoseksuelles rettigheder og levevilkår i Uganda. Og ligesom størstedelen af dansk ungdom synes også jeg, at Søren Pind er til grin, når han efterstræber assimilation frem for integration.

Jeg er altså udmærket i stand til at bekende kulør og have en politisk holdning. Hvorfor føler jeg mig i så fald så hæmmet af at have noget POLITISK, som et overordnet emne? Det lyder helt sikkert gammeldags og temmelig aristokratisk-forkælet, men jeg tror ganske enkelt, det kommer sig af, at jeg er opvokset i en familie, hvor vi ikke har for vane at diskutere åbent om vores politiske holdninger. Dermed ikke sagt at de har været hemmeligholdte, jeg tror bare, at det har været mine forældres (ubevidste?) intention, at give mig og min søster tid og plads til selv at tænke tingene igennem og danne os vores helt egen mening.

Og hvad godt har det så egentlig gjort for mig, når jeg f.eks. på en stolt og rød dag som i søndags følte mig lige så regnbuestribet indeni som en twister-is? Jamen, jeg er på sin vis blevet så vanskelig og selvstændig omkring politik, at jeg er ude af stand til at erklære min fulde opbakning til noget så forsimplet og pakkeløsning-agtigt som ”en ideologi” eller bare ”et parti”. På den positive side skal det til gengæld nævnes, at jeg sætter en dyd i at prøve at holde mig velinformeret og forsøger ikke at tage et standpunkt, før jeg har indsamlet et vidst minimum af informationer omkring emnet. Det lyder måske som – og er egentlig en langsommelig beslutningsproces. Derfor kommer jeg rimeligt sikkert aldrig til at dominere eller revolutionere indenfor nogen former for foreningsliv. Til gengæld synes jeg selv, at jeg besidder en ret værdifuld egenskab, som det er min opfattelse, at visse rapkæftede samfundsdebattører kunne have godt af en dosis af: Evnen til at undgå automat-reaktioner.

Selvfølgelig er det nødvendigt og beundringsværdigt, at folk har visse grundprincipper, som de af etiske årsager bare ikke går på kompromis med. Til gengæld finder jeg det fuldkommen useriøst, når de grundprincipper fører til, at folk derudover bare slår hjernen fra i enhver politisk sammenhæng og forsvarer sig med et overfladisk standardsvar til et kompliceret emne. F.eks. synes jeg, at det er helt okay at holde på at den hjemmeboende SU ikke skal afskaffes. Men ikke før end at man har taget følgende faktorer op til overvejelse: Kunne pengene kanaliseres til andre, mere trængende områder af det danske uddannelsessystem? Kunne der udtænkes end alternativ model til uddelingen af hjemmeboende SU, så den i højere grad gik til dem, der havde alvorligt brug for det? Er hele denne sag overhovedet noget at hidse sig op over, når der på nuværende tidspunkt i stigende grad bliver indført brugerbetaling på universiteter så tæt på som i England?

Jeg prøver at sige, at selvom den politiske scene til tider kan fremstå, som om der er en simpel replik som svar på ethvert givent spørgsmål, så udgør den jo heldigvis kun rammerne for, hvad vi skal mene. På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at finde et vidst tilhørsforhold i debatten: Det er præmissen for at leve i et repræsentativt demokrati. Men når det så er gjort, og vi har sat vores kryds ved f.eks. Socialdemokratiet, er det vel bare smukt og rigtigt, at vi hver især har lov til at udfylde lige nøjagtigt vores del af ansvaret med en selvstændig politisk tilgang til tingene… Om den så er spæd lyserød eller dyb lilla. Hvis hele samfundet gik rundt som små villige (Villy’e) kopier af vores foretrukne politiker, ville der jo aldrig rigtigt blive stillet krav til nogen indenfor murene på Christiansborg.

Derfor accepterer jeg med stolthed min egen bæven overfor emnet politik. Måske bliver jeg aldrig den nye Johanne Smidt Nielsen, eller såmænd da bare formand for mine børns skolebestyrelse engang i fremtiden, men jeg tror på, at jeg, ved konstant at sætte spørgsmålstegn ved de politikere jeg støtter, er med til at løfte min del af ansvaret for mit og vores demokrati.

Synes du, at jeg lurepasser og i virkeligheden burde bestemme mig for nogle politiske standpunkter og gå ud og kæmpe for dem?

Med ønsket om at I havde solskinsfyldt kampdag (om i så tilbragte den i politisk øjemed eller ej)!
- Maja