Hverdagspolitisk eller idealistisk?

af Linea

Ét er at være kommet i den stemmefærdige alder, hvor man har mulighed for at sætte demokratiske krydser ved et parti, som i større eller mindre grad modsvarer den farve, som ens politiske solbrilleglas bevirker, at man ser verden igennem. Noget helt andet er hin ungdommelige og umodne præmyndige status, der gik forud for ens 18. år, hvor man kunne være nok så rød eller sort, men desuagtet var så overstrømmende blåøjet, at dette udsyn helt betingede ens politiske verdensanskuelse. Jeg mener; engang var man (i hvert fald jeg) så idealistisk, at det er helt rørende at tænke tilbage på, hvor aldeles ubelastet af realistisk virkelighedskendskab, man var. Dengang man troede på, at man kunne ændre verden fundamentalt, at det var én muligt at gøre den til et bedre sted. Hvor man ville have sendt sin børneopsparing til et afrikansk uland, hvis mor havde givet lov. Eller rejst ud i skoven for at slå sig ned uden for systemet, så man ikke ville bidrage til den store stygge forbrugs- og kapitalmaskine. Eller have revolutioneret hele skidtet, så snart man blev gammel nok til at rykke ud af barneværelset.

Før eller senere bliver man imidlertid realist (av, hvor gør det ondt at skrive). Man køber sikkert stadig økologisk og bæredygtigt, og sørger for at føre en vis livsstilspolitik. Og man stemmer, når man engang hvert andet eller fjerde år bliver spurgt. Men for mit, og sikkert mange andres vedkommende, begynder en række praktiske hensyn at komme foran i prioritetsrækken; der er en uddannelse, der skal passes, eller/og et job, og vennecirkler at pleje og kulturprodukter at holde sig opdateret på. Frem for alt er der en fortfarende selvrealisering at udfolde og optimere. Der er ikke noget galt i, at man tilpasser sig realiteterne og ikke er så skråsikker på, hvordan politisk overbevisning skal føres ud i livet, som da man var 15 (og mor & far sørgede for, at der kom varm aftensmad på bordet). Men nogle gange kunne man måske gribe tilbage til den ungdommelige idealisme, som gjorde én i stand til at sigte højere politisk end mod at få lov at erklære sig rød eller blå eller grøn eller sort ved næste af de ved magten værende i sin tid folkevalgte afstemning, for at rykke lidt rundt i den hverdagspragmatisme, der har det med at indlejre sig i de fleste, når de efterhånden bliver voksne.

Politisk set: hvornår har I sidst opført jer urimeligt idealistiske? Utopistiske? Blåøjede og barnligt naive i forhold til de politiske realiteter? Og er der mon andre, som også nogle gange kan tænke, at det måske ikke er nok at kæmpe for enten det røde eller blå hold, men at noget helt grundlæggende ved systemet burde ændres (og endnu vildere; måske endda kan ændres)?