Sommerferien er en sommerfuglepuppe

Her kommer endnu et livstegn fra en snart forgangen sommerferie:

af Linea Maja

Jeg tænker stadig sommerferien som et ormehul eller en transformationsperiode. I folkeskolen var sommerferien en magisk liminaltilstand, hvor man fik lov til at være usynlig; gå om bag scenen og finde andre stykker udklædningstøj at iføre sig. Og når man så kom tilbage, kunne man være blevet en anden, uden at nogen havde lov til at stille spørgsmålstegn ved det. Du kunne komme tilbage uden bøjle, højere, slankere, med smart hår og tøj, med bumser, som i tiden op til puberteten var et ægte adelsmærke.

Eller, efter at være blevet teenagemodig: At farve sit hår sort og pine det op i en touperet tornado eller gå med forrevne strømpebukser, militærstøvler og påståelige badges. Det er mærkeligt, at det ikke var i orden på samme måde, hvis man ændrede sig fra den ene dag til den anden. Så kunne de andre bare se på én og konstatere, at man var en snyder, at de udmærket vidste, hvem man var inde bag den fine sommerfugleforvandling, og så kunne man sidde der i sine hullede jeans og band-tshirt og føle sig gennemskuet. Men i de to måneders skolefri midt på sommeren, der kunne man frit forpuppe sig og finde på et bedre version af sig selv.

Sommerferien er stadig det helle, i min bevidsthed. Nu mærker jeg, at dagene inden universitetets studiestart er ved at løbe tørre. Så stivner jeg i den form, jeg er i, så det er med at finde et udtryk og et ansigt og en måde at tale på, inden dén datolinje krydses. Helt så grelt selviscenesat behøver det selvfølgelig ikke at være. Men man kan ligesågodt udnytte at have en gylden deadline, inden hvilken man skal have bestemt sig for et midtårs-nytårsfortsæt; hvilken dårlig vane, man skal fralægge sig, eller hvor mange kilo, man vil skille sig af med inden den første efterårsdag?

Kender I følelsen?

Holder hypen? iPod revisited.

af Linea

Håbløst forsinket forsøger jeg at finde ud af, om iPod'en er så magisk en opfindelse, verden lader til at være blevet enig om, at den er. Når et produkt kan surfe på hype-bølgen et tiår, er der måske nok noget om snakken.

Hverdagspolitisk eller idealistisk?

af Linea

Ét er at være kommet i den stemmefærdige alder, hvor man har mulighed for at sætte demokratiske krydser ved et parti, som i større eller mindre grad modsvarer den farve, som ens politiske solbrilleglas bevirker, at man ser verden igennem. Noget helt andet er hin ungdommelige og umodne præmyndige status, der gik forud for ens 18. år, hvor man kunne være nok så rød eller sort, men desuagtet var så overstrømmende blåøjet, at dette udsyn helt betingede ens politiske verdensanskuelse. Jeg mener; engang var man (i hvert fald jeg) så idealistisk, at det er helt rørende at tænke tilbage på, hvor aldeles ubelastet af realistisk virkelighedskendskab, man var. Dengang man troede på, at man kunne ændre verden fundamentalt, at det var én muligt at gøre den til et bedre sted. Hvor man ville have sendt sin børneopsparing til et afrikansk uland, hvis mor havde givet lov. Eller rejst ud i skoven for at slå sig ned uden for systemet, så man ikke ville bidrage til den store stygge forbrugs- og kapitalmaskine. Eller have revolutioneret hele skidtet, så snart man blev gammel nok til at rykke ud af barneværelset.

Før eller senere bliver man imidlertid realist (av, hvor gør det ondt at skrive). Man køber sikkert stadig økologisk og bæredygtigt, og sørger for at føre en vis livsstilspolitik. Og man stemmer, når man engang hvert andet eller fjerde år bliver spurgt. Men for mit, og sikkert mange andres vedkommende, begynder en række praktiske hensyn at komme foran i prioritetsrækken; der er en uddannelse, der skal passes, eller/og et job, og vennecirkler at pleje og kulturprodukter at holde sig opdateret på. Frem for alt er der en fortfarende selvrealisering at udfolde og optimere. Der er ikke noget galt i, at man tilpasser sig realiteterne og ikke er så skråsikker på, hvordan politisk overbevisning skal føres ud i livet, som da man var 15 (og mor & far sørgede for, at der kom varm aftensmad på bordet). Men nogle gange kunne man måske gribe tilbage til den ungdommelige idealisme, som gjorde én i stand til at sigte højere politisk end mod at få lov at erklære sig rød eller blå eller grøn eller sort ved næste af de ved magten værende i sin tid folkevalgte afstemning, for at rykke lidt rundt i den hverdagspragmatisme, der har det med at indlejre sig i de fleste, når de efterhånden bliver voksne.

Politisk set: hvornår har I sidst opført jer urimeligt idealistiske? Utopistiske? Blåøjede og barnligt naive i forhold til de politiske realiteter? Og er der mon andre, som også nogle gange kan tænke, at det måske ikke er nok at kæmpe for enten det røde eller blå hold, men at noget helt grundlæggende ved systemet burde ændres (og endnu vildere; måske endda kan ændres)?