Holder hypen? iPod revisited.

af Linea

Håbløst forsinket forsøger jeg at finde ud af, om iPod'en er så magisk en opfindelse, verden lader til at være blevet enig om, at den er. Når et produkt kan surfe på hype-bølgen et tiår, er der måske nok noget om snakken.

Det er egentligt meningen, at vi i denne temarække skal pege anklagende på et nyt og aktuelt, hypet objekt eller koncept, og efter grundig-men-flabet analyse erklære det dumpet eller guld værd: som Hanne just har gjort det med Raw Food-manien (og lad mig sige, at jeg beundrer hendes empiriske benarbejde/selvopofrelse næsegrust, hvis jeg personligt skal spise rå mad, har den værsågod at være lækker fisk indpakket i bløde ris og sprød tang, og når vi nu har opfundet både ilden og gaskomfuret, synes jeg ikke der er nogen grund til at ophøje al dente til et gastronomisk kvalitetskriterium eller "bage" kage af bærklister og kokosflager).

Mit indlæg kommer imidlertid til fuldstændig at underminere min status af first-mover, for det har ingenting med nye tendenser eller opfindelser af gøre. Det er nemlig sådan, at jeg for blot en uge siden – muligvis som den sidste indbygger i den vestlige verden – fik en iPod. Nej, ikke ni år; sidste uge. Jeg vil alligevel forsvare mit indlæg med, at skønt iPod'en som sådan ikke er en cutting edge maskine af i morgen, så er den et æbleprodukt og dermed garanteret hype-magi og hipster-point på livstid, og desuden tænker jeg, at beskrivelserne af mine tøvende skridt ind i mp3-afspiller-land, måske kunne få andre læseres for længst glemte første-forelskelse i den elektroniske spilledåse til blusse op igen.

For, lad mig starte med at slå det fast; jeg er meget stor fan. Når jeg ikke har haft en iPod eller en anden mp3-afspiller før nu, har det udelukkende været for at være på tværs: "Ha, som om jeg behøver smide 1000+ kr. efter en dum jukebox med kreativ klasse-brand – bare fordi alle de andre gør det! Buh, bæh!". Men nu har jeg fået én foræret, fordi en meget begavet mand mente, at det var noget pjat, at jeg ikke brugte tid på lytte til musik hver dag, når nu jeg skulle forestille en kulturelsker. Touché. Og I stand corrected og hurra for det. 

• Man cykler hurtigere gennem byen med The Go! Team i ørerne (jeg ved ikke, hvad genren hedder, men det lyder som cheerleaders, Jackson 5, Nintendo-bib-lyde, Motown og børnekor på én gang). Kraftigt nedsat trafiksikkerhed er muligvis et issue i denne sammenhæng, men det giver vi fan i, man føler sig så usårlig med sit eget soundtrack. 
• Man har det som om, man er med i en virkeligt vigtig scene i filmen-om-ens-liv, når man går ned ad gaden med violinunderlægningsmusik i ørerne. 
• Man fik en klump i halsen, da man kom marcherende hen ad langebro og så op og fik øje på en tung mørk tordensky mod en snehvid himmel, og solen stille kantede sig ud mellem de to og lyste blegt ned på den ene kvadratmeter, man stod fastnaglet på, mens Leonard Cohen messede sig igennem Anthem: "there is a crack in everything / that's how the light gets in". Overlegent.
• Man får lidt mere swagger i sin gang, når Karen O eller Serge Gainsbourg sætter rytmen. 
• Og man får måske, hvis man kan huske 90'ernes tv-serie-rigdom så godt, som jeg kan, lykkelige flashbacks til Ally McBeal, hvor Kiksen og de andre neurotiske advokatkollegaer fik som hjemmeopgave af psykologen at finde deres egen temasang, som de skulle spille inde i hovedet, når de trådte ind i et rum, og så føle sig som verdens herrer. Det gjorde jeg også dengang. Det er jeg begyndt at gøre igen. Det virker formidabelt, og det fungerer især, at man kan høre musikken rigtigt i hovedtelefonerne og ikke behøver at overlade det hele til forestillingsevnen. Forslag til gode temasange modtages stadig gerne, jeg tror ikke, at jeg har fundet den helt rigtige endnu, men I ved, det skal være af den slags, der får én til at føle sig skudsikkert udødelig og på toppen af det hele. Har I stadig sådan nogle?

Så ja, skønt resten af verden har været overbeviste siden 2001, hvor den første iPod vist så dagens lys,  vil den (mig bekendt) sidste tvivler hermed vende tommelfingeren endegyldigt opad. Et tiårs massive hype af den lille dumme jukebox er i den grad berettiget, og jeg begræder oprigtigt, at jeg ikke havde anskaffet mig en mp3-dimsedut langt tidligere.