Den første gang jeg...

Af Emma

Første gang jeg modtog et kærestebrev, gik jeg i ottende klasse og havde godt hørt de andre snakke om, at Martin fra niende kiggede på mig i frikvartererne. Brevet ankom i februar på valentinsdag og var et stift papkort med mønster i rødt og guld på forsiden, som Martin havde skrevet på og puttet i en hvid kuvert. Det var min mor, der fandt det i postkassen.
Brevet gjorde mig ikke spor glad, kun ubehageligt til mode. Burde mit hjerte banke hurtigere ved synet af hans håndskrift? Havde jeg sendt signaler ud om, at jeg var forelsket? Var det overhovedet muligt at komme ud af hele redeligheden?

En kærlighedserklæring på skrift var ikke min kind of thing i ottende klasse. Jeg var for akavet og nervøs og for lidt forelsket til, at det var en fornøjelse at modtage. I den næste tid var der skruet op for ’er det mig, der er underlig, når jeg ikke kigger efter drenge ligesom alle de andre piger og laver lister over min top 5 af drenge i klassen og chatter på msn med dem fra naboskolen og har sommerfugle i maven dagen lang?’, og jeg var selvsagt nervøs for at mærke Martins blik i nakken, når jeg gik forbi niendes klasseværelse. Det hele skulle helst glemmes og overstås og pakkes langt væk.    

Siden har jeg modtaget kærestebreve, som er blevet læst med sommerfuglene flaksende ud af ørerne. Nogle gange er første gange ikke de bedste – og nogle gange kan ting, som ellers er vidunderlige, gøre mig bange.

Den første spot

Af Nynne

Den første gang, jeg var på spot festival er ved at være en del år siden. Jeg kan faktisk ikke huske om det er min femte eller sjette festival i år, men der er ikke længe til, og jeg glæder mig.

Den første spot var helt fantastisk. Det var helt klart der, jeg hørte til, kunne jeg mærke. Jeg kunne kende folk fra bands og forsøgte selvfølgelig at virke cool, men som 15-16-årig er det svært at være fattet og nonchalant, når man møder Anja Pil Overby på Voxhalls toilet og får en snak med Carsten Holm i Musikhusets foyer.

Jeg fulgtes med Katrine, som også en en del af polyfonien. Vi mødte andre piger fra Skum og Det Elektriske Barometer (min uges omdrejningspunkt, på daværende tidspunkt – jeg havde pakket en Stille!-tshirt til hver dag på spot) og spiste sandwich og drak kaffe på græsplænerne.

Jeg overnattede hos nogle af mine forældres venner i et parcelhuskvarter i Viby, Katrine overnattede hos Sidsel. Vi spiste sandwich, tærte og pastasalat på Lindas og dagen efter så vi hele Oh No Ono sidde ved disken og gøre det samme. Vi hvinede over søde drenge med samme sko som Katrines crush. Vi gik i TP, stereo studio og dandelion og købte cd’er og mærkede den ekstra vægt i tasken resten af dagen af nye toner som vi hver især skulle være de første til at bringe til henholdsvis Ulfborg og Årøsund.

Vi planlagde omhyggeligt vores tid, hvilket jeg snarligt skal gøre igen. Sidste år fulgtes jeg med min lillebror og det er planen igen i år. Vi fylder programmet med dobbelt-cirkler (denne koncert SKAL jeg høre!), cirkler (jeg kan nå at høre halvdelen, så skal jeg stå i kø til noget andet), alternative muligheder, kaffepauser, frokost, aftensmad, is, pladeshopping, og diverse noter. Det er årets lille indiebobbel, hvor alle prøver det bedste de kan, at være afslappede rockstjerner med tilpas tilfældige, perfekte frisurer og de helt rigtige, unikke gummisko.

Vigtigst af alt skal vi høre en masse fantastisk musik, fuldstændigt som de sidste år, og forhåbentlig hilse på de folk man ser hvert år.

Den første gang jeg var på spot, var året hvor Katrine guerilla-angreb scenen efter en WhoMadeWho-koncert på Svalegangen, for at hugge den fine papirsmaske, trommeslageren havde haft på. Det var året hvor vi hørte Epo-555 inden det var for sent, lærte at løbe som gjalt det livet, for at få de gode pladser i den store sal, hviskede bag David Frickes denimryg, dansede til Lampshade, pustede sæbebobler (som de første, tak!), lærte at stå ind bagerst og ud forrest i de Århusianske bybusser, mødte Tony, Carsten, Rebekkamaria, Mikkel, Camilla og alle de andre, tog taxaeen hjem med ringen for ørene og ømme fødder og en akut forelskelse i min personlige favoritfestival.

Jeg håber, vi ses på spotfestival i år!

Ps, jeg overvejer at liveblogge fra dette års spot, var det noget?

Den første gang jeg...

Af Hanne

Der er mange første gange, som jeg har glemt. Ting, der har haft stor betydning, men som alligevel er forsvundet i min hukommelse.

Men helt klart husker jeg, at sidde på en pude på gulvet foran tv'et, og sådan helt spontant opdage, at jeg kunne følge med underteksterne; at jeg pludseligt kunne læse.

Det forekom mig, at være et vendepunkt. At være skelet mellem at kunne læse, og ikke kunne læse. Mellem at være lille og stor.
Jeg kan ikke huske filmen, jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg kan tydeligt huske hvordan ordene helt ubesværet gik gennem mit blik og blev registreret i mit indre. Så let som at trække vejret. Man skulle bare kaste blikke på skærmen, på bogstaverne, og så gav det mening. Det var den første gang jeg læste flydende.
Og det er jo ganske trivielt, fordi vi kan jo (næsten) alle sammen læse, men for mig, den ene dag, var det ganske særligt.

Jeg tror ikke, at jeg i mit liv, hverken før eller efter, vil tilegne mig en evne, der er helt så fantastisk som det, at kunne læse. Hver eneste dag, lige siden, har jeg læst noget. Hver dag, har jeg set bogstaver og dannet mening ud af dem. Jeg har læst millioner og atter millioner af bogstaver igennem mit liv, og jeg vil læse endnu flere i resten af mit liv. En helt så betydningsfuld evne, kommer jeg nok ikke til at lære igen.

Jeg har skabt mit liv rundt omkring denne evne. Hver dag bruger jeg tid på læse om sprog og ord, så jeg kan komme til, at arbejde med flere ord og mere sprog.

Jeg glad så for, at det netop er denne første gang, jeg husker bedst.

Den første gang jeg ...

Hermed næste temarunde, som skal bestå af fritvalgte fortolkninger af halvsætningen Den første gang jeg ...

Jeg lægger ud med et fundet objekt fra google-alderen, idet den almægtige Google-søgning gerne ret repræsentativt skulle vise, hvilke emner allerflest mennesker finder allermest interessante:

Første gang jeg så mit land som et land og ikke blot omgivelser og egne og landsbyhuse og natur var engang min far lod mig styre flyvemaskinen selv, eller i hvert fald lod han som om, jeg styrede den, mens jeg sad på skødet af ham og forsøgte at styre efter skyerne og da vi tippede den venstre vinge nedad kunne jeg se markerne som geometriske felter og søerne som mørkeblå og aldrig har jeg set noget så stort være så overskueligt men samtidig fortalte han mig, at Danmark var så meget større end vores lille hjørne af det. For tiden skrumper det ind, landet, nogle sætter bomme og grænsevagter op, og jeg synes det begynder at klemme for meget, at stramme og snære og pladsmangle, selv for os, som er født her og således har vores på det tørre og orden i papirerne, begynder det at blive for småt. I dag kan jeg alt for godt se mit land som et land men jeg har så meget desto mindre lyst til, at det skal være mit.