Den første spot

Af Nynne

Den første gang, jeg var på spot festival er ved at være en del år siden. Jeg kan faktisk ikke huske om det er min femte eller sjette festival i år, men der er ikke længe til, og jeg glæder mig.

Den første spot var helt fantastisk. Det var helt klart der, jeg hørte til, kunne jeg mærke. Jeg kunne kende folk fra bands og forsøgte selvfølgelig at virke cool, men som 15-16-årig er det svært at være fattet og nonchalant, når man møder Anja Pil Overby på Voxhalls toilet og får en snak med Carsten Holm i Musikhusets foyer.

Jeg fulgtes med Katrine, som også en en del af polyfonien. Vi mødte andre piger fra Skum og Det Elektriske Barometer (min uges omdrejningspunkt, på daværende tidspunkt – jeg havde pakket en Stille!-tshirt til hver dag på spot) og spiste sandwich og drak kaffe på græsplænerne.

Jeg overnattede hos nogle af mine forældres venner i et parcelhuskvarter i Viby, Katrine overnattede hos Sidsel. Vi spiste sandwich, tærte og pastasalat på Lindas og dagen efter så vi hele Oh No Ono sidde ved disken og gøre det samme. Vi hvinede over søde drenge med samme sko som Katrines crush. Vi gik i TP, stereo studio og dandelion og købte cd’er og mærkede den ekstra vægt i tasken resten af dagen af nye toner som vi hver især skulle være de første til at bringe til henholdsvis Ulfborg og Årøsund.

Vi planlagde omhyggeligt vores tid, hvilket jeg snarligt skal gøre igen. Sidste år fulgtes jeg med min lillebror og det er planen igen i år. Vi fylder programmet med dobbelt-cirkler (denne koncert SKAL jeg høre!), cirkler (jeg kan nå at høre halvdelen, så skal jeg stå i kø til noget andet), alternative muligheder, kaffepauser, frokost, aftensmad, is, pladeshopping, og diverse noter. Det er årets lille indiebobbel, hvor alle prøver det bedste de kan, at være afslappede rockstjerner med tilpas tilfældige, perfekte frisurer og de helt rigtige, unikke gummisko.

Vigtigst af alt skal vi høre en masse fantastisk musik, fuldstændigt som de sidste år, og forhåbentlig hilse på de folk man ser hvert år.

Den første gang jeg var på spot, var året hvor Katrine guerilla-angreb scenen efter en WhoMadeWho-koncert på Svalegangen, for at hugge den fine papirsmaske, trommeslageren havde haft på. Det var året hvor vi hørte Epo-555 inden det var for sent, lærte at løbe som gjalt det livet, for at få de gode pladser i den store sal, hviskede bag David Frickes denimryg, dansede til Lampshade, pustede sæbebobler (som de første, tak!), lærte at stå ind bagerst og ud forrest i de Århusianske bybusser, mødte Tony, Carsten, Rebekkamaria, Mikkel, Camilla og alle de andre, tog taxaeen hjem med ringen for ørene og ømme fødder og en akut forelskelse i min personlige favoritfestival.

Jeg håber, vi ses på spotfestival i år!

Ps, jeg overvejer at liveblogge fra dette års spot, var det noget?