Køn og Seksualitet

I dette indlæg, der taler sit eget visuelle sprog, tales der også om kønsroller og seksualitet. Det handler om de uomtvistelige hemmeligheder, der forbinder sig med kønnets seksualitet.

Og selvom, det måske ikke er ønskværdigt, at leve i verden, der har et begreb som "hemmeligehed", så er der nu alligevel noget spændende ved, at vide, at de findes.
Gennem folk hemmeligheder kan man få et hurtigt glimt af den verden, der omgiver os.

Alle billeder har været vist på PostSecret, som du kan besøge her:

Nu skal det handle om forelskelse;

for I will never be out of love. Mit liv er fyldt med mennesker, som jeg er forelsket i. Og det kan godt være, at det lyder som en overdrivelse, men jeg mener det med hud og hår. Jeg er forelsket i mine venner. I hvert fald i nogle af dem. Og det er dét, jeg vil bidrage med til polyfonien som mit introindlæg.

Af Emma

I min verden er det kulminationen af alt, vi kalder køn og seksualitet og tiltrækningskraft og stjernestøv og kriblen og hverdagsmysterium, at vi tiltrækker hinanden og bliver forelskede. Det er den dejligste mekanisme, jeg kan komme i tanker om. Nogle forelsker sig i piger, andre forelsker sig i drenge, og jeg forelsker mig i inspirerende mennesker. Platonisk. Jeg forelsker mig platonisk i inspirerende mennesker.

Mit hjerte svulmer, når jeg tænker på dem. Jeg har samtaler med dem i mine tanker. Når afstanden mellem os er stor, så lider jeg under det og må skrive breve. Den mindste snert af afvisning kan ødelægge mit humør. De betyder det hele, disse mennesker; de er ikke bare bekendtskaber, men noget mere & dybere. Jeg er åndeligt forelsket i dem, og de præger mig og mit liv og min person (mit selv i reference til sidste polyfoniske tema) i mindst lige så høj grad som dem, jeg er sanseligt forelsket i.

Det er mine skæve venskaber, som indeholder denne forelskelse. Eller man kan stille det op således, at de mennesker, jeg forelsker mig i, bliver jeg venner med, og derfor har jeg spøjse venskaber; både ganske gamle og ganske unge venner, som bestemt ikke er på min alder eller på samme sted i livet, som jeg er (en har børnebørn, en anden går i børnehave).  
At et venskab er skævt betyder, at det er virkeligt og vedvarende og solidt. Sådan er det i hvert fald i mit liv. Hvis ikke jeg var forelsket i og hengiven til og interesseret i disse mennesker, så kunne vi lade være med at være venner; det ville ikke være et problem at komme ud af hinandens liv, vi deler hverken vennekreds eller studiested eller for den sags skyld geografisk placering. Alligevel holder vi ved, vi drikker kaffe, skriver breve, sender mails, ringer hinanden op, opmuntres ved tanken om forestående ferier og tid til rigtigt at ses, og vi nyder det hver gang, vi mødes. Vi taler samme sprog og har forstået, at vi gør noget rigtig og smukt ved at ses. Vi ved, at vi kommer fra den samme suppegryde og deles om noget grundlæggende og betydningsfuldt, som jeg ikke har et navn for.

Det var kærligheden, der dengang havde gjort ham stærk og inspireret ham; hans flid havde ikke været andet end en indtrængende bejlen til Narcis, og dennes kærlighed havde kun kunnet erhverves ad agtelsens og anerkendelsens vej [Fra Hesses Sol og måne og ret meget the story of my folkeskolelife]

Om jeg stadig er den unge novice, den forelskede elev så at sige, eller om forelskelsen er gensidig, er der ingen tvivl om; hvis ikke jeg tager kontakt, så gør de. Og derfor er jeg sikker på, helt ind i min inderste blødeste kerne sikker på, at vi er enige. Vi er forelskede i hinanden. Og hvis ikke dét er henrivende og nærmest til at tude over dejligt, så ved jeg ikke, hvad det er.

Den platoniske forelskelse er ikke den eneste forelskelse i mit liv, men det er den mest standhaftige og stærke, det er den der har varet længst, det er den, jeg aldrig kommer til at være out of.

Giver noget af det her mening for jer?

Hvad synes I?

Af Katrine


Når man, som jeg, bor i det, der kaldes Udkantsdanmark og noget så ucharmerende som "Den Rådne Banan", florerer der ikke så forfærdelig meget debat om homoseksualitet - nej, det er ganske vist noget, der bliver fejet ind under gulvtæppet og lagt på hylden, før det bliver taget ned. Siger jeg uden at ville fornærme nogen.
Derfor er det ikke alverden, jeg kan referere til, men det er dog lykkedes mig at inden for den sidste uge at indsamle en rum stof, jeg gerne vil dele.

En af mine fineste venner venter på at fylde 17 år. Endnu længere har han ventet på at få lov og plads til at forklare sine kære, at han ikke bare er biseksuel, men homoseksuel. Vi sad sammen over en øl i lørdags, hvor han tog min hånd og fortalte mig det, og jeg sagde "Det vidste jeg godt." med et stort smil - for jeg vidste det godt.
Til gengæld er der såklart en del af hans omgivende menneskeskare, der ikke ved det. Deriblandt hans bedsteforældre, der bor i en by så langt mod vestkysten, at den bliver kaldt for kristendommens højborg. Jeg har meldt mig ud af Folkekirken, men jeg ved, at homoseksualitet er et no-go, til trods for al den prædiken og råben-op om barmhjertighed og kærlighed. Ubetinget kærlighed.
Min ven sagde til mig, at han ikke turde fortælle det af frygt for at blive udstødt - netop fejet ind under gulvtæppet og lagt på hylden.

Jeg blev engang fortalt, at man aldrig må bede et menneske om at forklare, måske nærmere argumentere for, redegøre og retfærdiggøre sine følelser, for derved beder du vedkommende om at forklare sin eksistens. Det er der ingen, der er tjent med. Men jeg vil dog mene, at det krav i højere krav vil blive stillet til min ven end til mig. Og jeg synes ganske enkelt bare ikke, jeg kan finde ord for, hvor forkert det.


Ydermere kan jeg ikke lade være med at tænke på K.E. Løgstrups De Suveræne Livsytringer og Den Etiske Fordring. Livsytringerne værende barmhjertighed, tillid, talens åbenhed og kærlighed. Disse ligger i os og hviler som de smågrønne knopper på træet uden for mit vindue, der blot venter på sol og regn til at gro sig større og gro sig hel - med andre ord: de venter på mødet, for uden mødet vil intet ske. Uden mødet vil et menneske aldrig kunne gøre brug af Livsytringerne, og disse er altafgørende for vores ve og vel: Vores møde er altafgørende for både dit og mit ve og vel.

Hvis Livsytringerne fejler - hvis vi glemmer dem, må vi huske på Den Etiske Fordring som lyder på, at du aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at du holder noget af dette i din hånd.
Interdependens. Gensidighed.
Og til slut Næstekærlighedsbuddet, som er så rivende rigtigt og fuldstændigt fantastisk.

Skal alt det her også fejes ind under gulvtæppet og lægges på hylden, fordi den person man har forelsket sig i, ikke er af det modsatte køn?


Hvad synes I?

Lesbisk: usynlig, hip, folkelig?

Det næste tema, hvilket jeg har fået æren af at indlede, er Kønnet seksualitet. Eller køn eller seksualitet, om skribenten vil. Hvad er han, hun, queer, krop, køn, bliver man forvandlet til et andet slags menneske af at kysse ham eller hende, er der to eller nærmere 7 milliarder køn, etc? Og hvilken seksualiseret underafdeling er mest på mode pt?


af Linea Maja

En påstand: det er blevet mere og mere acceptabelt at være homoseksuel,  samtidig er‘homoseksuel’ i mangt og meget været brugt som synonym for ‘bøsse’. Det er ikke så underligt; mandlige homoseksuelle har gennem historien været udsat for langt grovere overgreb og stigmatisering (hate crimes er væsentligt ældre end fænomenets navn) og har som reaktion mod en (til tider voldelig) undertrykkelse måttet mobilisere en markant gruppeidentitet og insistere på en minoritetsstolthed: modgang gør stærk &såvidere. En anden faktor er Hollywood: i både film og serier har der siden for evigt (eller 90’erne) optrådt den obligatorisk, snappy bøsse-bedsteven, hvis eksistensberettigelse bestod i at være rådgiver for Carrie Bradshaw eller Grace Adler på charmerende, edgy (og stereotyp) vis. Billederne af bøssen, som mediemaskinerne har kastet ud, var den glamourøse, dekadente, first-movende yngling, som New Yorker-selvsikkert konsekvent sagde det helt rigtige. Som i Hollywood, således også på jorden; gymnasiepigerne fra min teenagetid ønskede sig allermest brændende en vaskeægte homodreng, de kunne diskutere tasker og fyre med – der var imidlertid grumme få out & proud-knejte at opstøve i det nordjyske landsbymiljø. Det har naturligvis været en stereotyp figur og ikke et repræsentativt billede, men i det mindste har man som mandlig homoseksuel haft en positiv skabelon, man kunne opfylde – eller vende sig bort fra.
Alt imens har det været ret kedeligt at være lesbisk. Mens filmbøsserne gik på undergrundsklubber i outrerede outfits og drak nattens nyeste drinks, var den stereotypiske lesbiske en karseklippet, håndboldspillende jord-og-beton-arbejder. Eller, hvis hun fandt vej til filmene: en tragisk skikkelse, der gerne endte med at begå selvmord på grund af sin martrende seksualitet. Mest af alt var hun usynlig. Lesbisk var ikke fabulous.

Jeg skriver netop var. Det er ikke til at markere, hvornår præcis, der skete et skred, men pludselig dukkede der kvindelige queer-skikkelser op i undergrunden, godt skjult af de københavnske hipster-niche-mekanismer, der forbyder enhver opstigning til offentlig kendis-heit. De kunne dog ikke forhindre, at DJ’ende pigepar pludseligt poppede op allevegne, iscenesatte som det allerhotteste i alt fra Citadel til iByen (allesammen: feed the horse, yum-yum!). Med ét, hvis man ellers havde blikket rettet i den retning, var “typisk lesbisk” lig med det islandske queer-androgyne kødby DJ/multikunstner-vid(undergr)under. Selv hvis man ikke færdes blandt de elektronikadansende og (fashionabelt) sveddryppende andro-alfer fra de hemmelige barer, så har mange alligevel hørt om Djuna Barnes & Co. af den ene eller anden vej.

En af nyere tids naturlove foreskriver, at alt, der er undergrund og avantgarde-smart efterhånden vil opstige til (eller tyvstjæles af) mainstreamkulturen (hvis vi ellers påstår, at der kun findes én sådan). Et fænomens hiphedskurve vil således stige og stige og stige, indtil den peaker i et folkeligt gennembrud, hvorefter den flader ud i den magelige, alment accepterede tryghedszone. I det lesbiske segments tilfælde: sidste uge vinder Sarah X Factor (og tillykke med det) og Paradise Hotel introducerer sin (nu nærmest obligatoriske) hushomo; denne gang lesbiske Simone. The Kids Are All Right kommer på DVD og den kommende amerikanske udgave af SKINS beholder karaktererne fra det engelske forlag, på nær, at man udskifter bøssen Maxxie med lesbiske Tea. I Politiken skriver de, at Sex Linien får 5-10 henvendelser fra seksualitetstvivlende piger om ugen, mens de Før Sarah omtrent modtog en enkelt. 

X Factor-Sarah crooner.

Hvad betyder det så, at det er på mode at være lesbisk? Kommer der en kvindelig version af det metroseksuelle ideal (hvor den heteroseksuelle mand tager en homoseksuel æstetik på sig), så vi pludselig får en landeplage af androgynt under-cuttede pigebørn med smarte sneaks og ironiske skovmandsskjorter? Eller Dagens Kvinde med Pelle Hvenegaard som vært, hvor et panel af parringslystne hunulve kaster sig over et frisk stykke kød i hvert afsnit? (I så fald tror jeg, at jeg opsiger mit medlemskab af klubben).
Og hvis det nu er helt accepteret at være lesbisk, hvor går grænsen, der skiller det outrerede eller usynlige fra det “normale”, så nu? Hvad med transkønnedes rettigheder; kan det være rigtigt, at transkønnede mennesker klassificeres som sindslidende? På den internationale modescene har modeller som Andrej Pejic og Lea T fået opmærksomhed som hyper-hypede repræsentanter for det krydskønnede segment (og man kan så kritisere, at den tvekønnede eller dobbelttydige krop bliver brugt som reklamesøjle og branding-trick). Er der nogen, der gør det herhjemme? Og er det i undergrundens hemmelige haller eller køerne til næste sæsons X Factor-auditions, de i så fald vil dukke op først?

Andrej Pejic.

Lea T i Vogue.