Af Hanne
Der er mange første gange, som jeg har glemt. Ting, der har haft stor betydning, men som alligevel er forsvundet i min hukommelse.
Men helt klart husker jeg, at sidde på en pude på gulvet foran tv'et, og sådan helt spontant opdage, at jeg kunne følge med underteksterne; at jeg pludseligt kunne læse.
Det forekom mig, at være et vendepunkt. At være skelet mellem at kunne læse, og ikke kunne læse. Mellem at være lille og stor.
Jeg kan ikke huske filmen, jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg kan tydeligt huske hvordan ordene helt ubesværet gik gennem mit blik og blev registreret i mit indre. Så let som at trække vejret. Man skulle bare kaste blikke på skærmen, på bogstaverne, og så gav det mening. Det var den første gang jeg læste flydende.
Og det er jo ganske trivielt, fordi vi kan jo (næsten) alle sammen læse, men for mig, den ene dag, var det ganske særligt.
Jeg tror ikke, at jeg i mit liv, hverken før eller efter, vil tilegne mig en evne, der er helt så fantastisk som det, at kunne læse. Hver eneste dag, lige siden, har jeg læst noget. Hver dag, har jeg set bogstaver og dannet mening ud af dem. Jeg har læst millioner og atter millioner af bogstaver igennem mit liv, og jeg vil læse endnu flere i resten af mit liv. En helt så betydningsfuld evne, kommer jeg nok ikke til at lære igen.
Jeg har skabt mit liv rundt omkring denne evne. Hver dag bruger jeg tid på læse om sprog og ord, så jeg kan komme til, at arbejde med flere ord og mere sprog.
Jeg glad så for, at det netop er denne første gang, jeg husker bedst.
