Om Polyfonisk

Polyfonisk (poly: flere og phone: stemme); flerstemmig; mangestemmig; betegnelsen polifoni bruges om flerstemmig musik, hvor stemmerne er tænkt som selvstændige melodier, der sekundært harmonerer med hinanden, i modsætning til homofoni, hvor harmonien er det primære. 


Polyfonisk er et magasin i blogform. Her vil skribenterne i al ydmyghed dissekere og diskutere aktuelle (og pinagtigt umoderne) emner: politiske konflikter, feminisme, digtsamlinger, spelt-&-raw food-manien, rejser, køn & seksualitet, mode (hvorfor findes der så mange modeblogs?) og meget andet. 
Indlæggene ordnes tematisk, eksempelvis: 1. uge skriver alle under emnet Birthe Rønn Hornbech, hvor indlæggene kunne dreje sig om politisk retorik, indvandringsproblematikker, bureaukrati, idealisme, pressedækning (eller mode?).

Vi tilstræber flerstemmighed frem for enighed, idet vi hver især kommer fra en særlig, lille niche (poesien, journalistikken, filosofien, etc), hvor vi føler os hjemme og kan tale ud fra. Vi skriver (og lytter) for at blive klogere, for at kommentere og bygge videre på hinandens indlæg og skrivevæve noget større sammen. Idealet er tværfagligt, kringlet, analytisk og vildtvoksende. Vi bedriver videns- og følelsesdeling i overbevisning om, at ord, tanker og fantasi også kan være open-source.

Det er for os centralt, at bloggen er fælles. Det ellers vidunderligt potentialefyldte medie bliver alt for ofte brugt til selviscenesættende virksomhed: her skal det handle om stoffet, ikke om os. 
Desuden accepterer vi med kyshånd amatørarbejdets lyksaligheder: vi skriver for passionen, ikke pengene, tilgængeligt og/eller sløret, på en gylden middelvej mellem seriøsitet, selvsagt æstetik, kreativitet, smukke og rasende indlæg. Vi forsøger ikke at sælge noget (kun begejstringen, forelskelsen, raseriet). Vi skriver til dig. Og vi ser gerne, at du skriver tilbage.