Nu skal det handle om forelskelse;

for I will never be out of love. Mit liv er fyldt med mennesker, som jeg er forelsket i. Og det kan godt være, at det lyder som en overdrivelse, men jeg mener det med hud og hår. Jeg er forelsket i mine venner. I hvert fald i nogle af dem. Og det er dét, jeg vil bidrage med til polyfonien som mit introindlæg.

Af Emma

I min verden er det kulminationen af alt, vi kalder køn og seksualitet og tiltrækningskraft og stjernestøv og kriblen og hverdagsmysterium, at vi tiltrækker hinanden og bliver forelskede. Det er den dejligste mekanisme, jeg kan komme i tanker om. Nogle forelsker sig i piger, andre forelsker sig i drenge, og jeg forelsker mig i inspirerende mennesker. Platonisk. Jeg forelsker mig platonisk i inspirerende mennesker.

Mit hjerte svulmer, når jeg tænker på dem. Jeg har samtaler med dem i mine tanker. Når afstanden mellem os er stor, så lider jeg under det og må skrive breve. Den mindste snert af afvisning kan ødelægge mit humør. De betyder det hele, disse mennesker; de er ikke bare bekendtskaber, men noget mere & dybere. Jeg er åndeligt forelsket i dem, og de præger mig og mit liv og min person (mit selv i reference til sidste polyfoniske tema) i mindst lige så høj grad som dem, jeg er sanseligt forelsket i.

Det er mine skæve venskaber, som indeholder denne forelskelse. Eller man kan stille det op således, at de mennesker, jeg forelsker mig i, bliver jeg venner med, og derfor har jeg spøjse venskaber; både ganske gamle og ganske unge venner, som bestemt ikke er på min alder eller på samme sted i livet, som jeg er (en har børnebørn, en anden går i børnehave).  
At et venskab er skævt betyder, at det er virkeligt og vedvarende og solidt. Sådan er det i hvert fald i mit liv. Hvis ikke jeg var forelsket i og hengiven til og interesseret i disse mennesker, så kunne vi lade være med at være venner; det ville ikke være et problem at komme ud af hinandens liv, vi deler hverken vennekreds eller studiested eller for den sags skyld geografisk placering. Alligevel holder vi ved, vi drikker kaffe, skriver breve, sender mails, ringer hinanden op, opmuntres ved tanken om forestående ferier og tid til rigtigt at ses, og vi nyder det hver gang, vi mødes. Vi taler samme sprog og har forstået, at vi gør noget rigtig og smukt ved at ses. Vi ved, at vi kommer fra den samme suppegryde og deles om noget grundlæggende og betydningsfuldt, som jeg ikke har et navn for.

Det var kærligheden, der dengang havde gjort ham stærk og inspireret ham; hans flid havde ikke været andet end en indtrængende bejlen til Narcis, og dennes kærlighed havde kun kunnet erhverves ad agtelsens og anerkendelsens vej [Fra Hesses Sol og måne og ret meget the story of my folkeskolelife]

Om jeg stadig er den unge novice, den forelskede elev så at sige, eller om forelskelsen er gensidig, er der ingen tvivl om; hvis ikke jeg tager kontakt, så gør de. Og derfor er jeg sikker på, helt ind i min inderste blødeste kerne sikker på, at vi er enige. Vi er forelskede i hinanden. Og hvis ikke dét er henrivende og nærmest til at tude over dejligt, så ved jeg ikke, hvad det er.

Den platoniske forelskelse er ikke den eneste forelskelse i mit liv, men det er den mest standhaftige og stærke, det er den der har varet længst, det er den, jeg aldrig kommer til at være out of.

Giver noget af det her mening for jer?