Den første gang jeg...

Af Emma

Første gang jeg modtog et kærestebrev, gik jeg i ottende klasse og havde godt hørt de andre snakke om, at Martin fra niende kiggede på mig i frikvartererne. Brevet ankom i februar på valentinsdag og var et stift papkort med mønster i rødt og guld på forsiden, som Martin havde skrevet på og puttet i en hvid kuvert. Det var min mor, der fandt det i postkassen.
Brevet gjorde mig ikke spor glad, kun ubehageligt til mode. Burde mit hjerte banke hurtigere ved synet af hans håndskrift? Havde jeg sendt signaler ud om, at jeg var forelsket? Var det overhovedet muligt at komme ud af hele redeligheden?

En kærlighedserklæring på skrift var ikke min kind of thing i ottende klasse. Jeg var for akavet og nervøs og for lidt forelsket til, at det var en fornøjelse at modtage. I den næste tid var der skruet op for ’er det mig, der er underlig, når jeg ikke kigger efter drenge ligesom alle de andre piger og laver lister over min top 5 af drenge i klassen og chatter på msn med dem fra naboskolen og har sommerfugle i maven dagen lang?’, og jeg var selvsagt nervøs for at mærke Martins blik i nakken, når jeg gik forbi niendes klasseværelse. Det hele skulle helst glemmes og overstås og pakkes langt væk.    

Siden har jeg modtaget kærestebreve, som er blevet læst med sommerfuglene flaksende ud af ørerne. Nogle gange er første gange ikke de bedste – og nogle gange kan ting, som ellers er vidunderlige, gøre mig bange.