Holder hypen? James Blake.

af Emma

Årets roskildeprogram er altid en god icebreaker og en ting, man helt sikkert skal have en mening om. Mange har sagt meget godt om James Blake, som er mest kendt fra coveret af feistnummeret ”Limit To Your Love”. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad han er for en.

”Limit To Your Love” er et af mine yndlingsnumre på Feists ”The Reminder”, og jeg startede denne hype-undersøgelse med at genhøre Blakes fortolkning. Han ændrer ikke det store – sangen og klaveret i forgrunden er det samme som på det originale nummer. Så er hans stemme bare en mandestemme, og han akkompagnerer sig selv med elektronisk musik, hvor Feists er akustisk. Hvis jeg skulle vælge mellem de to versioner, ville jeg vælge Feist, men James Blake gør det også godt, uden dog at være synderligt mere end en flot stemme.

Fra ”Limit” gik jeg over til det nummer, som havde flest hits på youtube. Det hedder ”The Wilhelm Scream” og er meget anderledes end covernummeret. Dette nummer er lyseblåt og elektronisk på den spøgelsesagtige måde, hvor jeg godt kan blive lidt freaket af at høre det alene sent om aftenen. Blake synger lidt, men hans stemme er ikke bærende ligesom i ”Limit”. Det er mere de elektroniske lyde, der er i fokus, og Blake skaber et anderledes lydunivers her, hvor det drypper med lyde og alting er indhyllet i en slags elektronisk tåge.

Næste nummer (stadig lader vi antal hits bestemme rækkefølgen) er ”I Only Know (What I Know Now)”, som ikke har en musikvideo, men tilgengæld varer 5 minutter og 15 sekunder. Igen er vi ude i noget lidt spøgelses-ekko-regnvejrsagtigt, hvor Blakes stemme er endnu mere forvrænget og høres endnu mindre. Det er tydeligt, at det i virkeligheden slet ikke er sang, der interesserer ham, men at skabe en verden af lyde.

Efter ”I Only Know” hørte jeg et par numre mere, som alle sammen er elektroniske og minder mig om tåge og nøgne træer. Jo mere, jeg hørte, des bedre kunne jeg lide det. Det er på ingen måde som det, der er blevet eksponeret i radioen, men det er fedt. Jeg har ikke i mit repertoire en oplagt kandidat at sammenligne Blake med, desværre, og det er mærkeligt og på en måde ærgerligt, at han er slået igennem med det feistcover og ikke noget af det mere specielle.

James Blake er ikke mit livs nye soundtrack, og han får heller ikke en plads på min overfyldte iPod foreløbig; hvad skulle jeg dog slette? Men jeg vil gerne til koncert med ham og hans maskiner på Roskilde Festival og svæve ind i den verden, han skaber. Hypen holder, hvis ikke man forventer skønsang og klaver.