Jeg har kastet mig ud i at se TV-serien Mad Men. Den har været fremme i et stykke tid, men jeg er ikke stødt på den i fjernsynet. Jeg lånte den første sæson af min veninde og nu er jeg halvvejs i sæson 2.
For de endnu uindviede: vi befinder os i New York, lige på kanten af 50’erne og 60’erne. Serien følger et reklamefirma på Manhattan, hvor hovedpersonerne arbejder. Der er styr på fordelingen: mændene har kontorer og barskabe og træffer store beslutninger mellem de betalte måltider. Kvinderne er sekretærer med røde læber og høje hæle. De sladrer på gangen, skriver på skrivemaskine og modtager klap i røven uden at blinke. Übersekretæren, Joan Halloway, har affundet sig med rollen, udnytter den endda og gør det til en dyd at vrikke med alle formerne og nyde blikkene. Hun styrer sine undersåtter med hård hånd og introducerer den nye sekretær, Peggy Olson, til arbejdspladsen – og p-pillerne. Det første, der slog mig, da jeg begyndte at se serien, var hvor forskellige kønsrollerne var dengang og nu. Jeg ved jo godt at vi kvinder er kommet et pænt stykke vej med stemmeret og kørekort og sådan, men at se hovedpersonen Don Drapers kone, Betty (som i øvrigt er latterligt smuk og perfekt at se på i samtlige af de afsnit jeg er kommet igennem) bruge dagene på at vaske tøj og ryge cigaretter, sladre lidt med nabokonerne og så ellers bare sørge for at der er mad på bordet til den mand, der måske, måske ikke, kommer hjem om aftenen – det sætter da tingene lidt i perspektiv. Selvom Betty er klog, smuk og lidenskabelig, vader hun rundt i sit perfekte hjem og keder sig halvt ihjel. Godt det ikke er mig! (en sætning der jævnligt dukker op, når jeg ser serien – måske ville det være anderledes, hvis jeg var en mand?)
Jeg blev egentlig også forarget over hvor meget der bliver drukket og røget i løbet af sådan et afsnit. Jeg tror endnu ikke jeg har set et afsnit hvor Don Draper, den flotte mand med det perfekte hår, har været ædru fra start til slut.
Men forarget er måske det forkerte ord – i virkeligheden bliver jeg jo bare sådan lidt hyggeforarget. For det er jo bare fiktion. Og det er det da også. Og jeg har da heller ingen reel chance for at vide om det er et realistisk billede af tiden. Politikens anmeldere har brugt veningen ”Den Sexede Historietime” om Mad Men. Serien er meget seksuelt ladet. Og de provokerende stereotyper gør sit til at man selv bliver draget af diverse affærer på kontorets sofaer og tanken om at kende sin plads (frem for, som vi tidligere her på bloggen har diskuteret, at famle rundt i blinde efter en identitet og en vej at gå).
Desuden har serien gjort sit til at vintage-bølgen i modeverdenen har skyllet ind over diverse catwalks. Bl.a. Louis Vuittons efterårskollektion fra 2010, hvis kampagnebilleder kunne have været et still-billede fra Mad Men (og hvor meta er det ikke lige? – en reklame, inspireret af en serie om et reklamebureau).
Christina Hendricks, som spiller Joan, er også blevet lidt af et ikon for kvinder med former – noget jeg kun kan bifalde.
Og holder hypen så? Ja, det synes jeg bestemt den gør. Der er eskapisme for alle pengene, en simplere tid, flot tøj, fede møbler, glamour og drama. Historierne er gode, dragende, velskrevne og følger tidens udvikling (der henvises hele tiden til aktuelle politiske og tekniske udviklinger: præsidentvalg, bh’er, vibrator, krig, prævention, frigørelse…).
Tanken om at være den flotte sekretær med perfekte røde læber og styr på alle papirerne er mig stadig ret fjern, når jeg hopper på cyklen for at tage til universitetet om morgenen, så jeg kan få mig en uddannelse og (forhåbentlig, for jeg er jo humanist) en karriere. Men tænk, hvis jeg gik i høje hæle og havde perfekt hår hver dag?
Som virkelighedsflugt er serien fremragende. Og mere end dét, forsøger den vel heller ikke at være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar