Røde uger;

Af Emma

Min rødeste oplevelse er tre en halv uge i et socialistisk diktatur. Tre en halv uge i en verden, hvor ”alle er lige” ikke bare er en grundlæggende filosofisk holdning til tilværelsen, men en helt konkret hverdagsmekanisme.
Jeg har været i Cuba.

Jeg boede sammen med tre generationer fordelt på fem mennesker i en toværelses lejlighed i et betonkompleks i Junco Sur, en forstad til byen Cienfuegos. Der var rindende vand to timer om dagen, typisk mellem klokken 18 og 20. Et par dage, mens jeg var der, kom der ikke vand. Heldigvis var der altid en ekstra tønde i ejendommen, så alle kunne lave mad. Hvis jeg ville have et varmt bad, foregik opvarmningen med dyppekoger.
Familiens møbler var af støbejern, og der var ingen hynder. Det slog mig virkelig, mens jeg var af sted, hvor komfortabelt vi danskere, og vesterlændinge i det hele taget, lever. Der er jo ingenting i vores hjem, som ikke er rart.

I Cuba er alle lige, fordi ingen har adgang til noget som helst. Alle har en bolig og et job, men ingen (stort set) kan få en større bolig eller et bedre job. 99 pct. af cubanerne arbejder i den offentlige sektor, og den procent, som er selvstændige, er underlagt utallige regler og restriktioner. Alle har ris, bønner, rødløg og kål nok til at spise sig mætte, og biografer og teatre og gallerier er åbne og aktive. Uddannelse er gratis, og skolerne specialiserer sig i alt fra ballet til grafisk design til bygningsrestaurering. I fjernsynet kan man lære fremmedsprog hver tirsdag, og man kan også melde sig til gratis kurser i engelsk.

Selvom cubanerne er fattige, har de meget. Uden at romantisere socialismen kan jeg godt sige, at de fleste cubanere er glade. Og at den cubanske kreativitet er overvældende fri og fin. Musikken strømmer virkelig ned ad gaderne og gennem parkerne, de lokale gallerier er fyldt med spændende kunst, og alle cubanere, jeg mødte privat, var varme og imødekommende og interesserede. Ham med de skæve eller rådne tænder smiler lige så stort som hende med colgatesmilet. Hende med dellerne hængende ud under den korte polyesterbluse med ”sexy bitch” i similisten ryster sin krop ligeså vildt til reaggeatonrytmerne som hende, der er som klippet ud af seneste nummer af et glittet mandeblad. Og hvorfor skulle de ikke?

Men samtidig er der mange, især unge, som er vrede. Vrede på et system, som ikke tillader dem at hente viden om verden. Der er internetmonopol hos Etecsa, som sælger internetforbindelsen så dyrt, at ingen almindelige cubanere har råd til at gå online mere end en enkelt gang om måneden. Det er forbudt at have parabol. De cubanske aviser skrives af kommunistpartiet og har ikke en udlandssektion. Alt, der ikke dyrkes eller produceres lokalt, er ekstremt dyrt. Alle unge cubanske mænd skal i militærtjeneste i to år, og alle unge cubanere skal arbejde minimum et år for staten for at betale deres uddannelse tilbage. Så bliver de placeret et sted, hvor staten mangler en ansat – det være sig i et galleri, hvor de skal holde opsyn, eller foran en kirkegård.
Den glasboble, som cubanerne lever i, er af overraskende tykt plexiglas. Ikke ret meget slipper ind. Men de, som har familie i udlandet og får breve, eller de som snakker med turister og ser ulovligt downloadede amerikanske film, de ved, at der findes en verden fyldt med rejser, supermarkeder, international litteratur, ucensurerede nyheder og belønning pr. indsats.
Dem, der ved det, er vrede og føler sig holdt uden for af en regering, som er imod forskelle.

Jeg tror på, at lige muligheder er vigtigere end lige resultater.