Rød uge

Så er der dømt ny måned, ny skribent og nyt tema her på Polyfonisk. I anledning af at det var 1. maj og Arbejdernes Kampdag i søndags, ser vi i denne uge RØDT. Jeg lægger ud med en slags politisk forsvarstale for ikke at være specielt politisk…

af Maja

Jeg må indrømme, at det er med stor bæven og en anelse utilfredshed, at jeg skyder min karriere som skribent her på Polyfonisk i gang med at forsøge at skrive noget, der helst skulle ende med at blive en politisk artikel. Og ikke fordi jeg mangler holdninger til det samfund, der omgiver mig. Tværtimod vil jeg hellere end gerne tage en helt konkret debat f.eks. om point-systemet, nedskæringer i SU’en eller homoseksuelles rettigheder og levevilkår i Uganda. Og ligesom størstedelen af dansk ungdom synes også jeg, at Søren Pind er til grin, når han efterstræber assimilation frem for integration.

Jeg er altså udmærket i stand til at bekende kulør og have en politisk holdning. Hvorfor føler jeg mig i så fald så hæmmet af at have noget POLITISK, som et overordnet emne? Det lyder helt sikkert gammeldags og temmelig aristokratisk-forkælet, men jeg tror ganske enkelt, det kommer sig af, at jeg er opvokset i en familie, hvor vi ikke har for vane at diskutere åbent om vores politiske holdninger. Dermed ikke sagt at de har været hemmeligholdte, jeg tror bare, at det har været mine forældres (ubevidste?) intention, at give mig og min søster tid og plads til selv at tænke tingene igennem og danne os vores helt egen mening.

Og hvad godt har det så egentlig gjort for mig, når jeg f.eks. på en stolt og rød dag som i søndags følte mig lige så regnbuestribet indeni som en twister-is? Jamen, jeg er på sin vis blevet så vanskelig og selvstændig omkring politik, at jeg er ude af stand til at erklære min fulde opbakning til noget så forsimplet og pakkeløsning-agtigt som ”en ideologi” eller bare ”et parti”. På den positive side skal det til gengæld nævnes, at jeg sætter en dyd i at prøve at holde mig velinformeret og forsøger ikke at tage et standpunkt, før jeg har indsamlet et vidst minimum af informationer omkring emnet. Det lyder måske som – og er egentlig en langsommelig beslutningsproces. Derfor kommer jeg rimeligt sikkert aldrig til at dominere eller revolutionere indenfor nogen former for foreningsliv. Til gengæld synes jeg selv, at jeg besidder en ret værdifuld egenskab, som det er min opfattelse, at visse rapkæftede samfundsdebattører kunne have godt af en dosis af: Evnen til at undgå automat-reaktioner.

Selvfølgelig er det nødvendigt og beundringsværdigt, at folk har visse grundprincipper, som de af etiske årsager bare ikke går på kompromis med. Til gengæld finder jeg det fuldkommen useriøst, når de grundprincipper fører til, at folk derudover bare slår hjernen fra i enhver politisk sammenhæng og forsvarer sig med et overfladisk standardsvar til et kompliceret emne. F.eks. synes jeg, at det er helt okay at holde på at den hjemmeboende SU ikke skal afskaffes. Men ikke før end at man har taget følgende faktorer op til overvejelse: Kunne pengene kanaliseres til andre, mere trængende områder af det danske uddannelsessystem? Kunne der udtænkes end alternativ model til uddelingen af hjemmeboende SU, så den i højere grad gik til dem, der havde alvorligt brug for det? Er hele denne sag overhovedet noget at hidse sig op over, når der på nuværende tidspunkt i stigende grad bliver indført brugerbetaling på universiteter så tæt på som i England?

Jeg prøver at sige, at selvom den politiske scene til tider kan fremstå, som om der er en simpel replik som svar på ethvert givent spørgsmål, så udgør den jo heldigvis kun rammerne for, hvad vi skal mene. På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at finde et vidst tilhørsforhold i debatten: Det er præmissen for at leve i et repræsentativt demokrati. Men når det så er gjort, og vi har sat vores kryds ved f.eks. Socialdemokratiet, er det vel bare smukt og rigtigt, at vi hver især har lov til at udfylde lige nøjagtigt vores del af ansvaret med en selvstændig politisk tilgang til tingene… Om den så er spæd lyserød eller dyb lilla. Hvis hele samfundet gik rundt som små villige (Villy’e) kopier af vores foretrukne politiker, ville der jo aldrig rigtigt blive stillet krav til nogen indenfor murene på Christiansborg.

Derfor accepterer jeg med stolthed min egen bæven overfor emnet politik. Måske bliver jeg aldrig den nye Johanne Smidt Nielsen, eller såmænd da bare formand for mine børns skolebestyrelse engang i fremtiden, men jeg tror på, at jeg, ved konstant at sætte spørgsmålstegn ved de politikere jeg støtter, er med til at løfte min del af ansvaret for mit og vores demokrati.

Synes du, at jeg lurepasser og i virkeligheden burde bestemme mig for nogle politiske standpunkter og gå ud og kæmpe for dem?

Med ønsket om at I havde solskinsfyldt kampdag (om i så tilbragte den i politisk øjemed eller ej)!
- Maja