tirsdag den 29. marts 2011

Svar på tiltale (eller noget der ligner)

Af Nynne
Sikke en god drejning emnet har taget. Og superfedt, at der er flere der føler at de må komme med deres mening. Jeg kommer også lige med en kommentar - egentlig var jeg begyndt at skrive den i kommentarfeltet, men det greb lidt om sig, så værsgo:

Med hensyn til Beckwerkets forsvindingsnummer ser jeg det fra mit (relativt nyfødte) kunsthistoriker-synspunkt således:
Han har netop vundet, ved at skabe debat om identitet. For mig står det rimeligt klart, at det har været den bagvedliggende tanke at tematisere og problematisere identitet og ophævelsen heraf. Og det gør han jo enormt effektivt!

Er det det sidste vi hører til ham? Jeg tror det næppe. Mon ikke han vender tilbage i ny forklædning? At bruge sin egen identitet som medie er et spændende, effektivt og til tider provokerende greb, som man med de rette midler og den rette iscenesættelse kan drive til noget stort. Das Beckwerk gør det jo så gennemført som muligt, nærmest kompromisløst.

Jeg tænker også på Kristian von Hornsleths Afrikanske landsby (han betalte størstedelen af indbyggerne i en fattig, Afrikansk landsby et dyr for at tage hans navn) - her bliver identitet også et tema. Debatten gik dog mere på det etiske aspekt. Hvad kan man tillade sig i kunstens navn? Det giver jo en ret ubehagelig bismag af slaveri, når en vestlig mand betaler for magten over andre menneskers identitet (forudsat at denne ligger i navnet).

For lang tid siden diskutterede vi på mit studie et værk, hvor en kunstner (og her burde der jo virkelig være namedropping, men min hukommelse ligger stadig og sover derhjemme) havde betalt en gruppe sorte mænd for at få afbleget deres hår. Så bestod værket i, at mændende ophold sig i et gallerirum og så kunne de fremmødte gå rundt der og fundere over deres egen reaktion - for det første er det altid et effektivt greb, når en kunstner bruger den direkte konfrontation med et andet menneske som virkemiddel. Som Marina Abramovic, der stilte sig nøgen i døråbningen af et gallerirum, så man måtte kante sig forbi hende og hendes kollega, for at komme ud igen. Desuden var der slaveassociationen. Men også spørgsmålet om hvordan man indkredser begrebet identitet - sidder den i håret? sidder den i navnet?

Jeg er egentlig ikke uenig med Linea Maja og heller ikke med Hanne. Langt hen ad vejen er det nok bare et valg man tager - hvor meget skal konstruktionen af identiteten fylde hos mig? De fleste er nok slet ikke bevidste om at de låner lidt her og der. Det gør jeg sikkert også selv.
Jeg bliver da inspireret af hende på gademode (R.I.P.!) - men jeg ville aldrig komme afsted i kilehæl og lykke li/enhjørninge-hårknold, og stadig føle mig godt tilpas.

Ligesom jeg ikke er hende der danser hele natten og tømmer barskabet til kollegiefesterne. Jeg bliver bare hurtigt træt, når der er mange folk omkring mig. Til gengæld kan jeg fordybe mig i nogle andre ting. Sådan er det bare. Hvad jeg mente i mit oprindelige indlæg var, at for mit vedkommende giver det meget mere mening at vedkende mig de karaktertræk i stedet for at presse mig selv til ting, jeg egentlig ikke har lyst til, om det så er for at finde mig til rette i en kasse eller ej. Sådan er vi jo så forskellige og hurra for det.

Og at det skulle være en håbløs, naiv og romantiseret holdning, er jeg egentlig ret enig i. Jeg er generelt ret romantisk - jeg er tilmed socialist. Mit udgangspunkt er nok troen på accept. Men omvendt er det da også rigtigt, at man tilpasser sig til forskellige omgangskredse. Mere alvorligt skal det heller ikke tages - jeg er også en anden på studiet, end hos familien, på arbejdet, med vennerne, og så videre. Men inspireret af en diskussion med en god ven, vil jeg prøve at forklare det med, at det er lettere at forholde sig til folk, der er ærlige. Det er en svær tanke, at formulere, men humlen må være at man er hvem man er og så må folk kunne lide det eller ej. En tanke jeg stadig forsøger at inkorporere i min forståelse af verden. Det er også grunden til, at det er svært for mig at formulere og forklare. Men her var et bud.

Men fortsæt endelig debatten! Det er fedt at læsere kommer med deres meninger, så bliv ved med det, enig eller uenig.

1 kommentar:

  1. Hvad skal selviscenesættelse i denne sammenhæng egentlig betyde?


    I hvert fald ikke iscenesættelse af selvet, idet dette vel strengt taget er umuligt, fordi når noget fremstilles som et 'selv' eller 'jeg' er det nødvendigvis noget andet end et personligt 'selv' eller 'jeg'. Iscenesættelse (altså uden selv) er nok mere rammende, fordi både Amalie Josephine Kejser Szigethy (lidt endnu) og Claus Beck-Nielsen/kald ham lige hvad du vil agerer på 'scener'. Hvilke roller spiller de så her? Ingen! Claus Beck-Nielsen hverken 'spiller' en rolle som eks. kunstner/provokatør etc. men derimod handler som et menneske således, at andre mennesker skal lægge mærke til ham og implicit opfordres til at acceptere, at det han laver er kunst, og at hans forfatterskab, dramatiker og singer-songwriter karriere kan få en revival o.lign. motiver (Her er det normative punkt, hvorpå vores vippe hviler). Dette mener jeg ikke kan eller bør beskrives med teatermetaforer.


    Amalie Josephine Kejser Szigethy deltager i realityshows og en "dokumentar-"serie om hendes liv af flere årsager. Hun vil gerne være kendt og få anerkendelse. Dette motiv er naturligvis også styrende for nogle dele af Claus Beck-Nielsens gøren og laden. Hun vil dog ikke kun være kendt "for at være kendt". Hun har jo også et ønske om at få en sangkarriere. Ikke fordi hun er fyldt af kunstneriske ideer og brænder for at realisere dem i kunst, men fordi hun nyder opmærksomheden i at stå på en scene og synge. En sammenligning jeg tænker som den måske allermest påfaldende er forskellige og ligheder i deres fysiske udseende. De er tydeligvis begge meget optagede (grænsende til det sygelige) af deres udseende. Dette er naturligt som følge af deres narcissisme, selvhad og mindreværdskomplekser. Disse psykologiske termer er naturligvis ment lidt i sjov og lidt i alvor. Konklusionvist mener jeg, at det vi bør være varsomme med er at sige om nogen, at 'det de gør' er en slags skuespil (eksistentielt selvbedrag, falsk bevidsthed, inautentisk væren osv.). Derimod bør vi anerkende deres ret til at optræde som kunstnere med implicitte ambitioner om at blive taget alvorligt og anerkendt for deres hårde og meningsfyldte arbejde, og minde os selv om vores ret til at gøre grin med dem.

    SvarSlet