Nyt emne: selviscenesættelse

Af Nynne

Jeg har fået æren af at præsentere vores næste emne her på bloggen. Det er et emne vi alle er interesserede i, eftersom det er evigt relevant for vores generation (x, y, håbløs, mobil, hvad den nu kaldes…).

Emnet er Selviscenesættelse og Selvbilleder.

Det dækker over mange ting. Der var engang, hvor det nok kunne begrænses til ”vil jeg være tømrer, ligesom min far eller vil jeg forsøge mig med noget andet?” eller ”vil jeg være typen der siger sandheden eller tør jeg lyve?”. Okay, måske ikke lige de konkrete overvejelser, men nogle af så fundamental karakter.
Siden er der jo sket meget. I gymnasiet lærte vi i samfundsfag, at vi lever i et senmoderne samfund, der er så fuld af muligheder, at man kan blive helt rundtosset i sin eksistens af at skulle vælge. Det er ikke længere et spørgsmål om hvordan man vil få mad på bordet og tøj på kroppen. Det skal du nok få, hvis du bor i Danmark. Nu er det et spørgsmål om at skabe sig en identitet – og der er frit valg på alle hylder. Jeg kan godt huske den følelse, som lille pige at stå i en slikbutik og pludseligt kunne vælge frit (ikke at det skete ofte, men måske havde jeg tjent penge ved slå græs, noget i den stil). Så står man dér, uden en øvre grænse på 5 kr, og udvalget er pludseligt alt for stort til at man kan overskue og beslutte sig.
Lidt ligesådan var det, da jeg som 13-årig oprettede en arto-profil (grin du bare, du har garanteret også haft en) på skolebiblioteket, i selvskab med min veninde, Anna. Så skulle jeg pludselig skabe et billede af mig selv, som var interessant, men ikke kunstigt, passede ind, men skilte sig ud fra mængden. Efter Arto kom Lunarstom, Skum, Myspace, Blackmarket og nu Facebook. Efterhånden er det blevet mere og mere integreret i identitetsskabelsen at du har en virtuel personlighed, som tit er meget mere veldefineret og udpenslet end den pige, der går på gymnasiets gange. Du kan altid vælge fra og sortere i, hvad du lægger ud, redigere i virkeligheden og vælge, hvordan du vil fremstå. Du kan untagge de pinlige festbilleder og lægge photoshop-filter over den grimme hud. Der er ingen regler.
Jeg kan godt forstå, at to piger har følt behov for at udtrykke sig i Politiken i den forgange uge. Men jeg vil vove at påstå, at hvis du konsekvent foretager dine valg ud fra, hvad der føles rigtigt og forkert, frem for hvad der vil se fedt ud på din profil, vil mavefornemmelsen være meget bedre. Det giver en større ro at give slip på idéen om at være en anden, eller forsøge at stræbe efter at føle sig som Britney, Tavi, Lady Gaga, Chloë Sevigny, Mary-Kate og Ashley, eller hende den smarte, der altid ender på gademode.dk. Come on. Er det virkelig dig?

Min teori er, at ærlighed er dét, der gør dig original og skiller dig ud fra mængden. Alle kan jo få ekstensions, falske bryster, sømandstatoveringer, ironiske overskæg eller rockstar-briller, være blogger (hej selvironi), male billeder, som passer til sofaen, lave kruseduller bag på vejskiltene eller producere lort beklædt med autotune. Den der prøver hårdest, er som regel dem, der virker mindst troværdige. Og helt ærligt – det er satme anstrengende i længden.