Lad som om du er en anden;

Af Linea Maja

Allerførst vil jeg erklære mig enig med den forrige taler. I hvert fald i mangt og meget. Det er bestemt sympatisk at tilstræbe en ærlighed i sin selvkonstruktion; at lade sit selvbillede være sandfærdigt. Imidlertid vil jeg plædere for et stikmodsat og vældigt usympatisk synspunkt; hvor vigtigt det er at lade som om, man er en anden. I den sammenhæng vil jeg henvise til mine tidlige teenageårs bibel, ungdomsbogen En UFO gør entré (er der andre, som har læst & grædt over den?), hvor outsideren Juha er den store Catcher in the Rye-helt:

JUHAS LOV

1. At tale sandhed er at lyve, så folk tror på én
2. At være ærlig er at bluffe, så folk hopper på den
3. Hvis noget ikke kan ses, findes det ikke
4. Hvis noget ikke kan føles, er det ikke sket
5. At forstille sig og være sig selv er én og samme sag
6. Forskellen mellem en oplevet hændelse og en opfunden er bare et spørgsmål om evnen til indlevelse.
7. Det vigtigste er ikke, hvordan et menneske egentlig er, men hvordan andre opfatter det.
8. Det vigtigste er ikke, hvad er menneske egentlig gør eller har gjort, men hvad andre tror, det gør eller har gjort.
9. Et menneske bliver først virkeligt i et andet menneskes bevidsthed

Og til sidst, den måske allervigtigste indsigt:

Det er ikke kun dig, der lader som om. Alle gør det. Måske er du bare bedre til det end de fleste. Så tillykke med dig!

(Kursiveringen er min). Jeg tog ukritisk de lovmæssigheder til mig. Sådan var vi allesammen mere eller mindre som teenagere, var vi ikke? I folkeskolen, eller på LunarStorm, selv i vores dagbøger (bloggens sky, uskyldsrene forgænger – husker I?). Men efter teenagetiden randt ud, begyndte vi at tro mere og mere på, at det nok alligevel var bedst at være sig selv, i én eller anden fast form. Var det en fejltagelse? Måske man også kan blive et bedre menneske ved at forsøge at være en anden, end den man er. At spille komedie og fortrænge sit kendte jeg ved at efterligne andre. Og på lang sigt blive sig selv i en bedre version.
Men hvorfor? Hvordan kan man sådan anbefale at være uærlig? Jo, fordi det er eller kan være et mål at overskride sig selv, at udvikles og vokse. Hvis man først accepterer sig selv fuldt og helt (og hvilken bedrift!), bringer det én i fare for at stagnere i selvtilfredshed; I am what I am, og så behøver jeg ikke at rykke mig videre. “Sådan er jeg bare” bliver lynhurtigt en skråsikker undskyldning for at lade personligheden stå i stampe. Naturligvis kan man så med udgangspunkt i den skudsikre selvtillid, man får af at hvile i sig selv, beslutte sig for bestandigt at bygge videre på sit selvbillede, at blive bedre end sig selv. Det er bare dødvanskeligt at udvikle sig i en stadigt bedre retning, hvis man tager udgangspunkt i sig selv alene: bygger sig op af egne byggeklodser. Vi er (trods alle de senmoderne instrukser, der insisterer på, at mennesket er alene i verden) ret så sociale væsener, der hele tiden bliver til i møderne med hinanden. Det er andre menneskers personligheder, vi må spille bolden op imod.

Hvis jeg vil en selviscenesættelse, der gør mig stadigt bedre, så stjæler jeg med arme og ben fra folk omkring mig. Nej, jeg er bestemt ej heller (ligesom) Chloë Sevigny eller hin nær-mytologiske kvinde, der altid optræder på gademode.dk, men hvis det var personlig stil og visuel selvfremstilling, jeg brændte for, ville jeg skrive hvert eneste af deres tricks & moves bag ørene. Og imitere dem, indtil jeg selv mente, jeg kunne gøre det bedre. For mig personligt er det meget mere oplagt at idolisere skikkelser inden for det litterære miljø, jeg selv flyder omkring i udkanten af; en skønne dag vil jeg gerne være vaskeægte kritiker på egne ben og med mine meningers mod. Men jeg ved også godt, at jeg er en lillebitte fisk, og at masser af andre personager har langt mere erfaring og mere begavede ting at sige om dét digt eller dén teori, og så foretrækker jeg at være musestille og suge al deres viden til mig, i stedet for at lufte mine egne hjemmebagte idéer om poesi og prosa. Selvfølgelig er det langsigtede mål, at man helt vælger og hviler i sig selv. Men ligesom jeg kravlede, før jeg gik, imiterer jeg, før jeg formulerer mine egne trossætninger. Jeg tager andre menneskers manerer og holdninger til mig (og på mig), så jeg kan finde ud af, hvem jeg selv er.

Man klæder sig ud som andre for at komme på sporet af sig selv. Eller man bestemmer sig for, hvem man vil være. Og så lader man som om, man er denne her person, der har dén og dén omgangskreds og er en stor stjerne inden for dét og dét, indtil man en skønne dag opdager, at man er blevet det. Fake it till you make it, for at bruge en skrækkelig formulering.
Den store balancegang består så i, hvordan man holder sig inden for selvudviklingen og ikke slår over i den rene forstillelse. Det er muligt, men ikke ufarligt, at tegne et ideal-selvbillede med stiplede linjer, som man ligeså langsomt kan vokse ind i; så selviscenesættelsen bliver sand. Men at være sig selv og blive ved med at være det på den samme måde er ikke nødvendigvis et mål; det er ikke et spørgsmål om at selviscenesætte sig eller ej, men om at iscenesætte sig nok.