af Hanne
Du tror det måske ikke, men den mand, der engang hed Claus Beck Nielsen, og den pige, der lige om lidt hedder Amalie Birchethy, har faktisk en hel del tilfælles.
Imens Amalie havde sex for åben skærm for at blive kendt, så var Claus i fuld sving med at slå sig selv ihjel for at blive ukendt. De har altså begge en ambition om, at der skal ske noget med deres identitet.
De trækker begge på selviscenesættelsen for at skabe et bestemt selvbillede - og det morsomme er, at Claus' projekt bliver realiseret af Amalie, mens Amalies projekt realiseres af Claus...
Amalie vil være kendt, hun vil være den, vi snakker om, mens Claus vil være den, vi ikke snakker om. Måske kunne man være så fræk at påstå, at vi i høj grad går rundt og snakker om Claus og hans ikke-væren, mens vi faktisk er ret ligeglade med Amalie og hendes evige tilstede-væren.
Måske kunne man sige, at i kraft af Amalies ikke-kunnen, så opløses hendes identitet, og hun bliver én i mængden, endnu et pop-idol, endnu en halv-dårlig døgnflue, mens Claus og hans faktiske kunnen, hans finurlige take på identitet, gør, at han ikke kan undgå at blive bemærket.
Maja mener, at vi skal bruge selviscenesættelsen til at udvikle os, mens Nynne mener, at vi skal lægge selviscenesættelsen væk og i stedet være ærlige originaler. Jeg mener - respektfuld - noget helt andet; nemlig at selviscenesættelse og selvbilleder ikke er størrelser, man bare sådan kan manipulerer med.
Amalie råber "Se på mig - kend mig" med det resultat, at vi ikke gider kende hende, og Claus råber "Se væk - kend mig ikke" med det resultat, at vi vil kende ham.
Vi ser igennem både Amalies og Claus's forsøg på at manipulere deres selvbilleder; de prøver begge at skabe en illusion, at sætte dem selv i scene, men både hos Amalie og hos Claus gennemskuer vi straks det, de gør.
Selviscenesættelsen er altså ikke en magisk genvej til det vi gerne vil eller ikke vil være.
Vi bliver ikke overbevist af hverken Claus eller Amalie, fordi de begge gør vold på deres selvbilleder. Amalie kan ikke overbevise mig om, at jeg skal kende hende, fordi hun ikke har noget at blive kendt for. Claus derimod har tydeligvis noget at have kendtheden i. De forsøger altså at strække deres selvbillede ud i det utroværdige. Det, som både Amalie og Claus vil have os til at tro, ligger så langt fra det, vi oplever som sandheden, at vi afviser de billeder, de skaber for os.
Så hvis man, som Nynne, efterhånden er lidt træt af den evige selviscenesættelse, så kan det måske være en trøst, at der trods alt er en smertegrænse for, hvor meget man kan manipulerer med ens personlighed.
(For god ordens skyld, så skal der ønskes tillykke til Amalie, som for nylig er blevet gift, og sendes en opfordring til Claus Beck Nielsen, om at melde sig til næste sæson af Paradise Hotel)
Du tror det måske ikke, men den mand, der engang hed Claus Beck Nielsen, og den pige, der lige om lidt hedder Amalie Birchethy, har faktisk en hel del tilfælles.
Imens Amalie havde sex for åben skærm for at blive kendt, så var Claus i fuld sving med at slå sig selv ihjel for at blive ukendt. De har altså begge en ambition om, at der skal ske noget med deres identitet.
De trækker begge på selviscenesættelsen for at skabe et bestemt selvbillede - og det morsomme er, at Claus' projekt bliver realiseret af Amalie, mens Amalies projekt realiseres af Claus...
Amalie vil være kendt, hun vil være den, vi snakker om, mens Claus vil være den, vi ikke snakker om. Måske kunne man være så fræk at påstå, at vi i høj grad går rundt og snakker om Claus og hans ikke-væren, mens vi faktisk er ret ligeglade med Amalie og hendes evige tilstede-væren.
Måske kunne man sige, at i kraft af Amalies ikke-kunnen, så opløses hendes identitet, og hun bliver én i mængden, endnu et pop-idol, endnu en halv-dårlig døgnflue, mens Claus og hans faktiske kunnen, hans finurlige take på identitet, gør, at han ikke kan undgå at blive bemærket.
Maja mener, at vi skal bruge selviscenesættelsen til at udvikle os, mens Nynne mener, at vi skal lægge selviscenesættelsen væk og i stedet være ærlige originaler. Jeg mener - respektfuld - noget helt andet; nemlig at selviscenesættelse og selvbilleder ikke er størrelser, man bare sådan kan manipulerer med.
Amalie råber "Se på mig - kend mig" med det resultat, at vi ikke gider kende hende, og Claus råber "Se væk - kend mig ikke" med det resultat, at vi vil kende ham.
Vi ser igennem både Amalies og Claus's forsøg på at manipulere deres selvbilleder; de prøver begge at skabe en illusion, at sætte dem selv i scene, men både hos Amalie og hos Claus gennemskuer vi straks det, de gør.
Selviscenesættelsen er altså ikke en magisk genvej til det vi gerne vil eller ikke vil være.
Vi bliver ikke overbevist af hverken Claus eller Amalie, fordi de begge gør vold på deres selvbilleder. Amalie kan ikke overbevise mig om, at jeg skal kende hende, fordi hun ikke har noget at blive kendt for. Claus derimod har tydeligvis noget at have kendtheden i. De forsøger altså at strække deres selvbillede ud i det utroværdige. Det, som både Amalie og Claus vil have os til at tro, ligger så langt fra det, vi oplever som sandheden, at vi afviser de billeder, de skaber for os.
Så hvis man, som Nynne, efterhånden er lidt træt af den evige selviscenesættelse, så kan det måske være en trøst, at der trods alt er en smertegrænse for, hvor meget man kan manipulerer med ens personlighed.
(For god ordens skyld, så skal der ønskes tillykke til Amalie, som for nylig er blevet gift, og sendes en opfordring til Claus Beck Nielsen, om at melde sig til næste sæson af Paradise Hotel)
Men kan Claus Beck-Nielsens / Helge Bille Nielsens råben efter mangel på opmærksomhed ikke også ses som et opmærksomhedsråb? Jeg mener, hvis han gerne bare ville være anonym/identitetsløs, som han påstår, ville han vel kunne flytte til USA, eller et andet land, hvor man ifølge ham, kan drukne i mængden af mennesker og miste sin identitet. Derimod, opnår han igennem sine bøger + iscenesatte happenings masser af opmærksomhed omkring sin karakter, men han provokerer og påvirker samtidigt som kunstner, andre mennesker til at tænke over begrebet identitet og dennes betydning for vores færd som mennesker, hvilket egentligt, i bund og grund, er budskabet med hans kunst?
SvarSletSå han kan bruge selviscenesættelse til at lege med vores ideer om hvad der er selviscenesættende og hvordan vi måler og vejer identitet, blandt andet påvirket af medierne.
Men fed sammenligning ellers, og spændende indlæg + blog! :)
Jo selvfølgelig - der er jo helt klart mere i hele Beckwerk-projektet end bare, at blive identitetsløs - det handler jo, som du også påpeger, om at det ikke er muligt, at frasige sig identiteten i det moderne samfund!
SvarSletSå for hin-navnløse handler det selvfølgelig også om at lave en pointe!
Mange tak - vi håber du vil læse med i fremtiden også.
Du fik mig lige til at google "amalie paradise bryllup". Nu har jeg lidt kvalme over mig selv.
SvarSletDer er ingen skam i at være nysgerrig!! (og hun var da flot, om ikke andet)
SvarSletHvem er det "vi" du benytter dig af her?
SvarSletjeg synes det er et udtryk for en personlig, eller en segment/kulturbestemt oplevelse som jeg vil mene at man med god grund kan sætte spørgsmålstegn ved.
Amalies virke er ikke uinteressant for alle. Det er ikke alle der ser væk.
jeg synes det er en udmærket artikel, men det vi du henviser til, er ikke klart, og jeg som læser føler mig en smule tvunget ind i en sammenhæng som ikke nødvendigvis er min.
desuden, ville jeg, i forbindelse med den anonyme kommentar, da mene at have forstået det sådan, at det ikke er at aflede opmærksomheden fra hans væsen, men at skabe opmærksomhed omkring identitens institution.
SvarSletDer er rige muligheder for at forsvinde, men at skabe sin egen forsvinding i et selviscenesat nummer, med åbent "behind the scenes" for resten af verden, det kan vist ikke anses som et decideret forsvindingsnummer, men nærmere et middel til at sætte begreberne og institutionerne på spidsen, og eksperimenter med identiteten.
pointen omkring hvad der skal til for at fange "offentligheden" (jeg ved stadig ikke hvilket "vi" du opererer med, så jeg forsøger mig med "den brede offentlighed") er ret interessant, og jeg synes det er en meget fin observering, at man ikke skal undervurdere publikummet, for de gennemskuer det, og agerer omvendt - nogle gange. Andre gange ikke - hvordan skal vi ellers tro på Sidney lees (virkelige eller fiktive) eksistens?
Jeg har det egentlig omvendt. Jeg interesserer mig mere for Amalie end for Claus.
SvarSletJeg er enig med Anonym #1 i at det netop OGSÅ udtrykker noget. Det er for mig en stor del af pointen, at det i et eksistentialistisk, med Sartre som den helt store bagmand (eksistentialisme er humanisme) hvor det at ikke at vælge også er et valg. På samme måder skaber man sig selv i sit fravær. Som den senmoderne teoretiker Goffmann der netop opererer med begreber om front-stage og back-stage for at betone det teatralske og iSCENEsatte i vores samvær siger, at man kan IKKE lade være med at afgive udtryk. Man kan ikke holde så meget tilbage at intet kommer ud. Ikke engang med den meget SOCIALE handling et selvmord kan være, det er en forlængst påpeget pointe af Durkheim.
Claus interesserer mig derfor ikke fordi hans bud er et non-bud. Det fremstår ikke nyt - jeg kan tænke mig til det. Selvom jeg må indrømme at jeg synes at selve iscenesættelsen er sød, og naturligvis også fortjener point for sin udførelse. Det er det der bærer den PERFORMANCE, ikke det at pointen er NY, for det er den ikke. Amalie derimod er der hvor hun er. Jeg kan ikke bruge endeløse timer på hende, men hun er sjov at følge. Hun giver mig et billede af hvem hun er, og ikke bare at hun ER og skabes uanset hvad.
Kære Sisse-Sofie
SvarSletDu kan selvfølgelig have ret i at vi'et er en smule udefinerbart, men som skribent, og særligt som blogger, vil jeg nu forbeholde mig retten til, at skrive udefra det diskursfællesskab jeg nu engang er en del af. Det betyder selvfølgelig, at det du læser, er mine subjektive holdninger og tanker. Jeg søger på ingen måde at opstille en universal teori eller påstand, som alle skal kunne erklære sig enige i.
At du som læser føler dig tvunget ind i et ”vi” er så en helt anden, og uhensigtsmæssig, sag. Jeg tager gladelig imod kritikken, og vil tænke over det til næste gang. Det er på ingen måder min hensigt, at inkludere nogen i noget, de ikke vil være en del af.
Uhja! Sidney Lee er et vidt godt eksempel - jeg havde slet ikke tænkt på ham, men ja du har ret - det er svært, at gennemskue hvad det er han gør, og om han gør noget i det hele taget. Men jeg synes sådan set, at det bare er endnu en facet af, at selviscenesættelsen ikke sådan lader sig manipulere. Der sker nogle gang noget ganske uforudset når man sætter sig selv i scene, og det synes jeg er umådelig interessant.
Nu har jeg lige glemt dit navn (Nej, jeg har ikke, og jeg savner dig!), men jeg vover alligevel pelsen og hævder, at det er problematisk på én og samme tid at ville anerkende sprogspillets betydning for holdningsdannelsen samt postulere et næstent dialektisk forhold mellem henholdsvis Beckwerkets og Amalies projekt (selvom det er en sej tanke!); "og det morsomme er, at Claus' projekt bliver realiseret af Amalie, mens Amalies projekt realiseres af Claus...", alene af den årsag, at diskursrelative præmisser ikke kan tjene som grundlaget for en analyse af sådanne absolutte forhold eller relationer, som citatet vidner om.
SvarSletJeg har aldrig hørt nogen uden for Universitetets mure tale om Helge Bille Nielsen, dog synes udbuddet af Amalie at vidne om efterspørgslen. Der må være et kæmpe marked fo hende, det befinder sig måske bare indenfor andre farverskemaer på Minerva-modellen.
Alligevel synes jeg, at sammenligningen mellem Amalie og Beckwerket er relevant. Ikke fordi Amalie opnår en ligegyldighed fra omgivelserne, Beckwerket kunne have våde drømme om, men fordi Amalie på 19 år, med alt hvad denne ånd besidder af historie, minder, håb og frygt, bliver reduceret til en ikke-væren, som kun kan ånde på en to-dimensionel overflade af sladder og Godmorgen Danmark. Som Anders Lund skriver: Amalie forveksles for at være "Amalie". Det er egentlig ret synd.