Lesbisk: usynlig, hip, folkelig?

Det næste tema, hvilket jeg har fået æren af at indlede, er Kønnet seksualitet. Eller køn eller seksualitet, om skribenten vil. Hvad er han, hun, queer, krop, køn, bliver man forvandlet til et andet slags menneske af at kysse ham eller hende, er der to eller nærmere 7 milliarder køn, etc? Og hvilken seksualiseret underafdeling er mest på mode pt?


af Linea Maja

En påstand: det er blevet mere og mere acceptabelt at være homoseksuel,  samtidig er‘homoseksuel’ i mangt og meget været brugt som synonym for ‘bøsse’. Det er ikke så underligt; mandlige homoseksuelle har gennem historien været udsat for langt grovere overgreb og stigmatisering (hate crimes er væsentligt ældre end fænomenets navn) og har som reaktion mod en (til tider voldelig) undertrykkelse måttet mobilisere en markant gruppeidentitet og insistere på en minoritetsstolthed: modgang gør stærk &såvidere. En anden faktor er Hollywood: i både film og serier har der siden for evigt (eller 90’erne) optrådt den obligatorisk, snappy bøsse-bedsteven, hvis eksistensberettigelse bestod i at være rådgiver for Carrie Bradshaw eller Grace Adler på charmerende, edgy (og stereotyp) vis. Billederne af bøssen, som mediemaskinerne har kastet ud, var den glamourøse, dekadente, first-movende yngling, som New Yorker-selvsikkert konsekvent sagde det helt rigtige. Som i Hollywood, således også på jorden; gymnasiepigerne fra min teenagetid ønskede sig allermest brændende en vaskeægte homodreng, de kunne diskutere tasker og fyre med – der var imidlertid grumme få out & proud-knejte at opstøve i det nordjyske landsbymiljø. Det har naturligvis været en stereotyp figur og ikke et repræsentativt billede, men i det mindste har man som mandlig homoseksuel haft en positiv skabelon, man kunne opfylde – eller vende sig bort fra.
Alt imens har det været ret kedeligt at være lesbisk. Mens filmbøsserne gik på undergrundsklubber i outrerede outfits og drak nattens nyeste drinks, var den stereotypiske lesbiske en karseklippet, håndboldspillende jord-og-beton-arbejder. Eller, hvis hun fandt vej til filmene: en tragisk skikkelse, der gerne endte med at begå selvmord på grund af sin martrende seksualitet. Mest af alt var hun usynlig. Lesbisk var ikke fabulous.

Jeg skriver netop var. Det er ikke til at markere, hvornår præcis, der skete et skred, men pludselig dukkede der kvindelige queer-skikkelser op i undergrunden, godt skjult af de københavnske hipster-niche-mekanismer, der forbyder enhver opstigning til offentlig kendis-heit. De kunne dog ikke forhindre, at DJ’ende pigepar pludseligt poppede op allevegne, iscenesatte som det allerhotteste i alt fra Citadel til iByen (allesammen: feed the horse, yum-yum!). Med ét, hvis man ellers havde blikket rettet i den retning, var “typisk lesbisk” lig med det islandske queer-androgyne kødby DJ/multikunstner-vid(undergr)under. Selv hvis man ikke færdes blandt de elektronikadansende og (fashionabelt) sveddryppende andro-alfer fra de hemmelige barer, så har mange alligevel hørt om Djuna Barnes & Co. af den ene eller anden vej.

En af nyere tids naturlove foreskriver, at alt, der er undergrund og avantgarde-smart efterhånden vil opstige til (eller tyvstjæles af) mainstreamkulturen (hvis vi ellers påstår, at der kun findes én sådan). Et fænomens hiphedskurve vil således stige og stige og stige, indtil den peaker i et folkeligt gennembrud, hvorefter den flader ud i den magelige, alment accepterede tryghedszone. I det lesbiske segments tilfælde: sidste uge vinder Sarah X Factor (og tillykke med det) og Paradise Hotel introducerer sin (nu nærmest obligatoriske) hushomo; denne gang lesbiske Simone. The Kids Are All Right kommer på DVD og den kommende amerikanske udgave af SKINS beholder karaktererne fra det engelske forlag, på nær, at man udskifter bøssen Maxxie med lesbiske Tea. I Politiken skriver de, at Sex Linien får 5-10 henvendelser fra seksualitetstvivlende piger om ugen, mens de Før Sarah omtrent modtog en enkelt. 

X Factor-Sarah crooner.

Hvad betyder det så, at det er på mode at være lesbisk? Kommer der en kvindelig version af det metroseksuelle ideal (hvor den heteroseksuelle mand tager en homoseksuel æstetik på sig), så vi pludselig får en landeplage af androgynt under-cuttede pigebørn med smarte sneaks og ironiske skovmandsskjorter? Eller Dagens Kvinde med Pelle Hvenegaard som vært, hvor et panel af parringslystne hunulve kaster sig over et frisk stykke kød i hvert afsnit? (I så fald tror jeg, at jeg opsiger mit medlemskab af klubben).
Og hvis det nu er helt accepteret at være lesbisk, hvor går grænsen, der skiller det outrerede eller usynlige fra det “normale”, så nu? Hvad med transkønnedes rettigheder; kan det være rigtigt, at transkønnede mennesker klassificeres som sindslidende? På den internationale modescene har modeller som Andrej Pejic og Lea T fået opmærksomhed som hyper-hypede repræsentanter for det krydskønnede segment (og man kan så kritisere, at den tvekønnede eller dobbelttydige krop bliver brugt som reklamesøjle og branding-trick). Er der nogen, der gør det herhjemme? Og er det i undergrundens hemmelige haller eller køerne til næste sæsons X Factor-auditions, de i så fald vil dukke op først?

Andrej Pejic.

Lea T i Vogue.