Hvad synes I?

Af Katrine


Når man, som jeg, bor i det, der kaldes Udkantsdanmark og noget så ucharmerende som "Den Rådne Banan", florerer der ikke så forfærdelig meget debat om homoseksualitet - nej, det er ganske vist noget, der bliver fejet ind under gulvtæppet og lagt på hylden, før det bliver taget ned. Siger jeg uden at ville fornærme nogen.
Derfor er det ikke alverden, jeg kan referere til, men det er dog lykkedes mig at inden for den sidste uge at indsamle en rum stof, jeg gerne vil dele.

En af mine fineste venner venter på at fylde 17 år. Endnu længere har han ventet på at få lov og plads til at forklare sine kære, at han ikke bare er biseksuel, men homoseksuel. Vi sad sammen over en øl i lørdags, hvor han tog min hånd og fortalte mig det, og jeg sagde "Det vidste jeg godt." med et stort smil - for jeg vidste det godt.
Til gengæld er der såklart en del af hans omgivende menneskeskare, der ikke ved det. Deriblandt hans bedsteforældre, der bor i en by så langt mod vestkysten, at den bliver kaldt for kristendommens højborg. Jeg har meldt mig ud af Folkekirken, men jeg ved, at homoseksualitet er et no-go, til trods for al den prædiken og råben-op om barmhjertighed og kærlighed. Ubetinget kærlighed.
Min ven sagde til mig, at han ikke turde fortælle det af frygt for at blive udstødt - netop fejet ind under gulvtæppet og lagt på hylden.

Jeg blev engang fortalt, at man aldrig må bede et menneske om at forklare, måske nærmere argumentere for, redegøre og retfærdiggøre sine følelser, for derved beder du vedkommende om at forklare sin eksistens. Det er der ingen, der er tjent med. Men jeg vil dog mene, at det krav i højere krav vil blive stillet til min ven end til mig. Og jeg synes ganske enkelt bare ikke, jeg kan finde ord for, hvor forkert det.


Ydermere kan jeg ikke lade være med at tænke på K.E. Løgstrups De Suveræne Livsytringer og Den Etiske Fordring. Livsytringerne værende barmhjertighed, tillid, talens åbenhed og kærlighed. Disse ligger i os og hviler som de smågrønne knopper på træet uden for mit vindue, der blot venter på sol og regn til at gro sig større og gro sig hel - med andre ord: de venter på mødet, for uden mødet vil intet ske. Uden mødet vil et menneske aldrig kunne gøre brug af Livsytringerne, og disse er altafgørende for vores ve og vel: Vores møde er altafgørende for både dit og mit ve og vel.

Hvis Livsytringerne fejler - hvis vi glemmer dem, må vi huske på Den Etiske Fordring som lyder på, at du aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at du holder noget af dette i din hånd.
Interdependens. Gensidighed.
Og til slut Næstekærlighedsbuddet, som er så rivende rigtigt og fuldstændigt fantastisk.

Skal alt det her også fejes ind under gulvtæppet og lægges på hylden, fordi den person man har forelsket sig i, ikke er af det modsatte køn?


Hvad synes I?