Om at komme igang #4

Af Katrine 

Jeg var lige nede i byen for at ordne nogle ærinder, jeg skulle købe noget stof til en gallakjole. Jeg havde egentlig besluttet mig for, det skulle være sort, fordi sort slanker, fordi sort kan bruges igen og igen og igen, og så var det nok bare det. Men så kommer jeg ned i butikken, og den ligger i en kælder. De folk, der kommer der, er sådanne folk, som holder døren for een og smiler og gør ved, så jeg gør det samme. Jeg når at finde en knap af guld og diamant til 36 kroner, inden jeg kan få hjælp. Så finder hun det her klassiske, klamme, uudholdelige sorte stof, der skinner og blinker i en grad, jeg slet ikke kan forklare. Så siger jeg hurtigt nej og trækker på skulderen, men så sker det. Vi finder noget kongeblåt fløjl, som nærmest er velour, og jeg tænker, det ved jeg sgu ikke, skulle den ikke være sort, jeg ville jo have en sort kjole. Vi aftaler, at jeg kommer tilbage lidt senere, jeg tænker over det, og jeg kommer tilbage lidt senere.
Da jeg er på vej tilbage, op ad gågaden efter at have gået ned ad den, går jeg forbi en gammel dame. Hun er som porcelæn, hun tripper op ad gaden, bogstaveligt talt, og så tænker jeg: Sikke en fart, tænk, hvis det var sådan, man kom i gang, kom af sted og kom videre.
Og det er egentlig dér, jeg vil hen.
Li-Maj skrev om at starte der, hvor man ingenting laver. Nynne skrev om omveje og overspringshandlinger. Hanne skriver og spørger, hvordan du plejer at komme i gang.
Jeg gør det sådan her: Jeg gør det slet ikke. For jeg er hele tiden i gang. Det er et spørgsmål om at lade franskafleveringen og opvasken glide ind i tidstapetet uden at lægge mærke til det. Netop som hende den gamle dame så stille og roligt trippede op ad min gågade og lagde sig som en tryg og blød rytme i mit hastende ungpigeskridt med påhængende cykel.
Stille og roligt, vi ER igang.

Og nu har jeg 2,5 meter stof liggende til en gallakjole.