Et forsvar for overspringshandlingen

Tema #1: At komme i gang
af Linea Maja

Det kan være eddervanskeligt; at komme i gang. At tage sig sammen og få dét eller dét gjort. Du ved, hvordan det er, når noget skal fra hånden. Der er altid en overspringshandling inden for rækkevidde, noget vasketøj at folde eller en Facebook-opdatering at skrive. Men måske skyldes startbesværet også, at vi allerede er i gang – og at det ikke (længere) er en menneskeret at ligge på sofaen.




Vores generation (er det Y, vi er nået til?) har fået vide, at alt er muligt, men at man til gengæld skal være på, og på forkant. Hele tiden. At være med, at være opdateret, at være i bevægelse. Da jeg var lille, gik min mor og far på arbejde. Og når de så kom hjem om eftermiddagen, havde de fri. Sådan er det imidlertid ikke for mig, eller de fleste af mine bekendte. Min fritid er i hvert fald ikke afslappet zenværen; det er her, jeg laver hjemmearbejde, pudser projekter af, ordner min lejlighed, netværker, laver frivilligt arbejde, etc. Der er meget at gøre, og deraf følger en kronisk dårlig samvittighed, som især titter frem, hver gang min tid bliver brugt på noget mindre produktivt: som at tjekke Facebook eller bare tage en lur. Engang i  en folkeskolens historietime så jeg fotos fra fordums arbejderrettighedsdemonstrationer, hvor et banner meget rimeligt, meget praktisk forlangte: “8 timers arbejde 8 timers fritid 8 timers hvile”. Det var så sympatisk i sin enkelhed, men nutidens unge generation ville vel forfærdes over at tillade sig hele 8 timers daglig fritid: 8 timers lediggang. Er det en menneskeret at ligge på sofaen? Det er vanskeligt nok (men her er jeg måske hysterisk) at give sig selv fri til at se en film eller en amerikansk sit-com uden først at retfærdiggøre det som en slags intellektuelt stimulerende studie af popkultur.

Det er rigtigt nok, at man må holde sig til, hvis man vil fremad i verden. At der er nok at komme i gang med. Men måske de stadige overspringshandlinger, vi hader at elske og ikke kan afholde os fra, er et udtryk for, at vi bestandigt er i gang. At de er ventiler, tænkepustepauser. Måske kunsten består i at tillade sig selv intet at lave. At tage sig tid, at insistere på fritiden som fri. Til at gå en tur i skoven, kigge ud i luften, sætte en fordummende film på. Uden at kategorisere det som en  dårlig samvittigheds-triggende overspringshandling, som man senere skal gøre op for med særligt intensivt arbejde.

I virkeligheden er det en banal analyse: Ungdommen pacer sig selv frem mod succes og skal hele tiden være happening, hvad der udløser en stresset og diffus, omend konstant, arbejdsindsats. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Men måske en lille manøvre, der kunne udløse lidt mere pusterum og energi, kunne være at droppe den dårlige samvittighed over overspringshandlingerne, den fører i hvert fald ingen vegne. Vi skal i gang med en hel masse. Men muligvis er det bedste sted at starte dér, hvor man ingenting laver.